Østre Stationsvej spærres ud for Hotel Cabinn i den kommende weekend
11. oktober 2016
(Se kort over anbefalede omkørsler nederst i artiklen)
Fra fredag 14. oktober klokken 18.00 til mandag 17. oktober klokken 05.00 bliver Østre Stationsvej spærret, fordi der skal lægges et kloakrør på tværs af vejbanerne. Det betyder omkørsel for bilisterne og ændringer i mange busruter – med mindre dårligt vejr forhindrer gravearbejdet.
VandCenter Syd er godt i gang med at lægge et nyt og større kloakrør langs Østre Stationsvej, som med tiden skal være med til at ruste området bedre mod skybrud. Røret bliver lagt i forbindelse med de ledningsflytninger, der skal gøre byen klar til letbanebyggeriet.
Nu skal det nye kloakrør forbindes til kloakken i Nørregade, og derfor skal der graves på tværs af kørebanerne på Østre Stationsvej. Arbejdsområdet ligger mellem Nørregade og indkørslen til Fyens Stiftstidendes parkeringsplads. Se kortet med anvisning af omkørsel nederst i artiklen.
Læs om kloakarbejdet på VandCenter Syds hjemmeside
- Der er tale om et følsomt sted for trafikken i Odense C. Derfor bliver arbejdet udført i weekenden, hvor der er mindre trafik end på hverdage. Der bliver også arbejdet hele døgnet rundt for at blive færdig så hurtigt som muligt, forklarer Jacob Juhl Harberg fra Odense Kommune:
- Det er dog også vigtigt at understrege, at man, trods spærringen, stadig kan komme ind til bymidten og handle i butikkerne. Der er for eksempel adgang fra både øst og vest til den nye P-kælder på Thomas B. Thriges Gade, ligesom man stadig kan komme ind til banegården og sætte folk af eller hente sine gæster. Her kan man med fordel bruge banegårdens nordlige indgang – med indkørsel fra Dannebrogsgade.
Arbejdet på Østre Stationsvej bliver brugt til at imødegå skybrud
Helt præcis er det ud for Hotel Cabinn ved Odense Banegård Center, altså i den vestlige side af krydset Nørregade / Østre Stationsvej, der skal graves. Hér bliver Østre Stationsvej derfor spærret for biltrafik i begge retninger i tidsrummet mellem fredag 14. oktober klokken 18.00 og mandag 17. oktober klokken 05.00.
Cyklister og fodgængere vil, som altid, have adgang i begge retninger på strækningen, mens arbejdet står på.
Et vigtigt forbehold er, at arbejdet kun kan laves, hvis det ikke regner for meget. Det skyldes, at der er tale om meget store rør i kloaksystemet, som i så fald vil være fyldt med vand. I tilfælde af regn vil arbejdet, og dermed lukningen af Østre Stationsvej, derfor blive udsat til en senere weekend. Det vil i så fald blive meldt ud.
Nu bliver Østre Stationsvej indsnævret til ét spor i hver retning
Stort fokus på info om muligheder for omkørsel
Forudsat at det er vejr til at arbejde i, kan det betyde, at man som bilist skal ud på en omvej. Som hovedregel anbefales det, at man bruger vejen omkring havnen, hvis man ikke har et ærinde på Østre Stationsvej. Altså ruten via Grønløkkevej – Åløkke Allé – Toldbodgade – Thomas B. Thriges Gade eller vise versa.
Hvis man kommer fra øst, kan man dog også bruge den kortere omkørsel ad Nørregade – Vindegade – Jernbanegade. Her bliver det midlertidige venstresvingsforbud fra Østre Stationsvej til Nørregade ophævet.
Hvis man kommer fra vest, kan man komme via Jernbanegade – Slotsgade – Nørregade så langt som til P-kælderen på Thomas B. Thriges Gade via Skulkenborg-nedkørslen. Den nordlige ende af Nørregade bliver dog ensrettet mod syd, fordi arbejdsarealet rækker ud over den ene kørebane, så man kan ikke komme dén vej ud.
Se kortet nederst i artiklen, hvor de mulige omkørsler er tegnet ind.
Ny rampe til P-kælder gemmer på klimasikring
- Vi er opmærksomme på, at Østre Stationsvej er et følsomt punkt, og at vejlukningen i weekenden kan skabe forvirring og måske også overraskelse hos nogle. Derfor sørger vi for grundig skiltning, som skal gøre bilisterne opmærksom på lukningen. Skiltene vil stå så langt ude som på Middelfartvej og Nyborgvej, siger Lars Scheuer, der er projektchef med ansvar for ledningsflytninger hos Odense Letbane P/S.
Derudover vil der være en bemandet post ved krydset Rugårdsvej / Østre Stationsvej i de mest travle timer fredag aften samt lørdag formiddag og eftermiddag. Her vil en infoperson guide bilister om mulighederne for omkørsel, hvis de, på trods af skiltningen, er kommet på afveje.
Desuden bliver der skabt mulighed for U-vending ved afspærringen på Østre Stationsvej, når man kommer fra vest – så man for eksempel kan komme hen til banegården og læsse af eller på.
Husk i øvrigt, at du altid kan finde opdaterede alternative ruter på Ruteplanlæggeren: www.odense.dk/nyeveje
VIDEO: Sådan kommer letbanen til at se ud ved banegården
Busruter bliver påvirket – info på fynbus.dk
Både by- og regionalbusser, der kører til og fra busterminalen på Østre Stationsvej, bliver påvirket af vejlukningen.
Flere ruter vil i stedet køre til og fra busholdepladserne i Dannebrogsgade og Ejlskovsgade. Mange ruter vil også køre andre veje for at komme til og fra holdepladserne omkring Banegårdscentret.
Det vil formentlig også give forsinkelser, især fredag aften samt i dagtimerne om lørdagen. FynBus anbefaler derfor, at man orienterer sig om de ændrede ruter og tager en tidligere afgang end normalt, hvis man for eksempel skal nå et tog.
På Fynbus' hjemmeside kan man se, hvordan de enkelte busruter vil køre under vejlukningen.
Få overblik over de ændrede busruter på Fynbus' hjemmeside