Kom på virtuel rundvisning på letbanens kontrolcenter
18. december 2020
Nu kan du få et indblik i, hvordan letbanetogene tager sig ud indefra, hvordan de bliver vedligeholdt, og hvordan togdriften bliver overvåget fra letbanens kommende hovedkvarter syd for Nyt OUH. 2020 var året, hvor de 16 letbanetog ankom til Odense, og det skulle selvfølgelig have været markeret med en stor festdag, hvor interesserede kunne komme en tur gennem det første tog og se det store kontrol- og vedligeholdelsescenter tæt på. Men som med så meget andet fik corona-pandemien sat en stopper for arrangementet. Som plaster på såret kan du nu tage på en virtuel guidet tur gennem både letbanetog og kontrolcenter.
Administrerende direktør Mogens Hagelskær giver en grundig gennemgang af letbanetoget både udvendigt og indvendigt, og fortæller om selve designprocessen og tilgængelighedsprincipper. Efterfølgende går Søren Thrane i dybden med forskellige detaljer ved det store kontrol- og vedligeholdelsescenter - blandt andet værkstedshallen, vaskehallen, kontrolrummet og kontorfaciliteterne.
Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her