Vi bygger letbanen: Chefen
20. december 2019
Mød Steen Lykke, der er teknisk direktør i Odense Letbane. Han har ansvaret for at forhandle og styre de store kontrakter.
Portrætserie: Vi bygger letbanen
(Artiklen fortsætter under billedet)
Steen Lykke, teknisk direktør i Odense Letbane. Foto: Lasse Olsson
Hvad laver du på letbaneprojektet?
Inden vi skrev kontrakt med de store entreprenører, stod jeg for forhandlingerne. I dag, hvor vi er i gang med at bygge, er det stadig mit job at holde skarpt øje med, at vi får, hvad vi har betalt for – og at vi får det til tiden. I virkeligheden er mit job meget simpelt.
Hvad kan du bedst lide ved dit job?
Målt på prisen er Odense Letbane et meget mindre projekt end Femern-forbindelsen eller metroen i Istanbul, som jeg tidligere har været med på. Men kompleksiteten i letbaneprojektet er mindst lige så stor – så det er mindst lige så spændende. Vi bygger jo ind gennem en gammel og snæver by, mens de store bro- og tunnelprojekter i høj grad er bygget på åben mark og under jorden, hvor der kun er meget få naboer. Jeg har for eksempel aldrig prøvet at arbejde så tæt sammen med de kommunale myndigheder, som jeg gør i dag.
Portrætserie: Vi bygger letbanen
Hundredvis af mennesker deltager og bidrager på den ene eller anden måde til at bygge letbanen. I denne portrætserie kan du møde nogle af dem, der er med til at skabe letbanesporet og få togene på skinnerne.
Læs også de tidligere portrætter i serien:
Elektrikeren: Alexandre Gonçalves
Ingeniøren: Pernille Janbæk Jørgensen
Togmanden: Thomas Gram Rasmussen
Byggelederen: Mikkel Eskam Weidemann
Nabokontakten: Marie Morthorst Bang
Svejseren: Alberto Anton Gomez
Hvad er din største udfordring?
Der er tre ting, der er styrende for et stort anlægsprojekt: Kvalitet, økonomi og tid. Det er altid et dilemma, for du kan kun prioritere to ting ad gangen – og så går det ud over den tredje. Så det handler konstant om at afbalancere tingene. Her bliver ‘det perfekte’ ofte ‘det godes’ fjende.
Hvad håber du, at letbanen vil give Odense?
Jeg håber, at letbanen bliver den succes, som den er planlagt til. Odense er lige nu én af de mest spændende byer i Danmark. Det er også en by, der passer perfekt i størrelsen til en letbane. Og linjeføringen har den rigtige længde og forbinder de rigtige punkter – med tætbefolkede områder, indkøb og universitetet. Så rammerne for en succes er absolut til stede.
Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her