Venstresving midlertidigt forbudt fra Østre Stationsvej til Nørregade
9. september 2016
På grund af gravearbejde på Østre Stationsvej mellem Nørregade og Thomas B. Thriges Gade er det fra onsdag 14. september og frem til begyndelsen af november ikke muligt som bilist at dreje til venstre ad Nørregade, når man kommer fra øst på Østre Stationsvej.
Frem til begyndelsen af november skal VandCenter Syd lægge nye kloakrør på Østre Stationsvej på strækningen mellem Thomas B. Thriges og Odense Banegård Center.
Det kræver plads. Men samtidig skal trafikken fortsat kunne glide på Østre Stationsvej, og derfor er det nødvendigt i en periode at inddrage venstresvingsbanen i krydset mod Nørregade, når man kommer fra øst.
For at nedbringe risikoen for kødannelse i krydset vil det fra onsdag 14. september således ikke være muligt at dreje til venstre ad Nørregade fra Østre Stationsvej.
Dette gælder, indtil gravearbejdet op til krydset er afsluttet – efter planen i begyndelsen af november.
Ny rampe til P-kælder gemmer på klimasikring
I stedet skal man i denne periode som bilist bruge Jernbanegade og Slotsgade som omkørsel til Nørregade, hvis man kommer fra øst.
Det vil fortsat være muligt at køre til højre ad Nørregade, når man kommer fra vest på Østre Stationsvej. Ligesom der er åbent for udkørsel i fra Nørregade til Østre Stationsvej – i begge retninger.
Under arbejdet er der lukket for indkørsel til Adamsgade i krydset mellem Nørregade og Østre Stationsvej. Beboere skal i stedet køre gennem busterminalen, der bliver ensrettet mod øst, for at komme til Adamsgade.
VIDEO: Sådan kommer letbanen til at se ud ved banegården
Når VandCenter Syd er færdig med arbejdet på strækningen mellem Thomas B. Thriges Gade og Odense Banegård Center, fortsætter gravearbejde forbi banegården op ad Østre Stationsvej.
Arbejdet er en del af ledningsflytningerne forud for letbanebyggeriet på Østre Stationsvej, som efter planen fortsætter frem til december 2017. Derefter bliver selve letbanen anlagt.
VandCenter Syd benytter lejligheden til at lave bedre klimasikring på Østre Stationsvej ved at lægge rør med en større kapacitet til at lede vand væk end de gamle kloakrør.
Ud over VandCenter Syd vil Odense Renovation også arbejde på strækningen – for at lægge en ny forgrening af det centrale affaldssug, som allerede er blevet lagt i Thomas B. Thriges Gade, op til Rugårdsvej.
Følg arbejdet på Østre Stationsvej og tilmeld dig nyhedsbrevet her