Udfordring med bilkørsel og parkering i sporet
7. oktober 2021
Biler hører ikke hjemme i letbanesporet! Det kan måske virke indlysende, men da der har været en række eksempler på biler i sporet, er der nu opstået et behov for at understrege budskabet.
- Letbanesporet er ikke til bilkørsel og parkering! Vi vil hellere sige det én gang for meget end én gang for lidt, fastslår Søren Thrane, der er projektleder i Odense Letbane med ansvar for trafik og anlægsarbejde.
Letbanens entreprenør har desværre konstateret skader i fugerne og i græsbelægningen flere steder på strækningen, efter at der har været ureglementeret kørsel i sporet.
Sikkerhed for letbanens naboer
- Det er ærgerligt, at entreprenøren skal bruge kræfter på at reparere sporet, efter det er anlagt og gjort færdigt. Lige om lidt, når testkørslen på hele strækningen starter op, bliver det stærk kritisk, hvis sporet bliver brugt til at køre eller parkere i, forklarer Søren Thrane.
I løbet af efteråret forventes testkørsel fra Hjallese til Tarup med stigende frekvens henimod den såkaldte prøvekørsel, hvor der køres efter fuld køreplan i perioden frem mod åbningen.
Da det første ”line check” af letbanetog på strækningen mellem Nyborgvej og Bolbro blev gennemført i slutningen af august, holdt der faktisk enkelte biler i sporet på Vestre Stationsvej. Én af bilerne blev først fjernet, da politiet tog kontakt til ejeren.
Det er ikke tilladt hverken at køre eller parkere i letbanebanesporet – dels af hensyn til letbanens kørsel, dels fordi det kan beskadige underlaget, både hvor der er græs, og hvor der er klinker. Forbuddet gælder alle slags køretøjer, også håndværker- og varebiler.
Der er dog en enkelt undtagelse. Brand og redningskøretøjer kan som nødløsning benytte letbanesporet på udvalgte strækninger. Her græsbelægningen armeret med plastikmåtter, der gør, at græsset ikke tager skade af kørsel.
Armeret græs baner vej for beredskabet
Hvor kan jeg så parkere?
Hvis du som nabo til letbanen har hyret håndværkere, eller hvis du selv har brug for at parkere eller holde tæt på din ejendom langs letbanesporet, kan du søge Odense Kommune om dispensation til at parkere på fortov eller cykelsti. Læs mere her.
Skal du arbejde i eller nær sporet?
Skal du udføre arbejde under fem meter fra nærmeste skinne, skal du have en særlig tilladelse fra letbanens entreprenør, og du skal sandsynligvis også på et kort sikkerhedskursus. Læs mere.
For at få en tilladelse, skriv til nabosag@odenseletbane.dk
Få seneste nyt fra Odense Letbane - tilmeld dig nyhedsbrevet her