Stort fjernvarmerør skal lægges på tværs af Campusvej
17. juni 2015
Fra den 22. juni og fem uger frem vil Fjernvarme Fyn grave på tværs af Campusvej. Der vil dog fortsat være adgang til universitetet ad vejen.
Der foregår meget byggeri langs Campusvej, der fører ind til Syddansk Universitet. Noget af det er forberedelse til senere at kunne anlægge letbane, der forbinder universitetsområdet og det kommende regionssygehus, Nyt OUH, med Odense C og Banegården.
Her skal en stor fjernvarmeledning nu lægges på tværs af vejbanen. Det er Fjernvarme Fyn, der skal lave en såkaldt krydsning på Campusvej ved Niels Bohrs Allé. Fjernvarme Fyn er den største aktør, der arbejder for at bane vej for letbanen i området.
Arbejdet med at etablere den såkaldte krydsning vil vare cirka fem uger. Gravearbejdet begynder mandag den 22. juni og vil blive udført, så der hele tiden er adgang til Campusvej – den eneste større vej der fører ind til universitetsområdet.
Krydsningen vil i det hele taget blive koordineret med de øvrige ledningsejere, der skal flytte rør og kabler som forberedelse til letbanen, så generne for trafikken bliver mindsket mest muligt.