Status på letbanens indsats mod støj og vibrationer
10. juni 2022
Odense Letbane har i løbet af foråret modtaget et betydeligt antal naboklager over støj og vibrationer fra letbanens testkørsler.
Stigningen skete i en periode af foråret, hvor letbanens entreprenør, COMSA, optrappede sit testprogram, så der i perioder blev kørt efter fuld køreplan – hvilket vil sige med tog på skinnerne fra tidlig morgen, før kl. 05, og til langt efter midnat alle ugens dage.
Aktuel tidsplan
Sidst i april afsluttede COMSA testkørslerne og overdrog anlægget til Odense Letbane. Herefter overtog Keolis ansvaret som operatør og infrastrukturforvalter ved letbanen.
Letbanen åbnede for passagerkørsel lørdag den 28. maj, og det er nu Keolis, der varetager den daglige drift med op til 13 tog på skinnerne ad gangen - svarende til fuld køreplan med tog i begge retninger for hvert 7,5 minut på hverdage mellem kl. 07 og 18. I de tidlige morgentimer og om aftenen er der 15 min. mellem hvert tog.
Indsats mod støj og vibrationer
Odense Letbane tager naboklager over støj og vibrationer dybt alvorligt – og har iværksat en skærpet indsats for at skabe klarhed over hvilke forhold, der påvirker letbanens støjniveau.
Blandt andet har et hold af udenlandske eksperter lavet minutiøse analyser af letbanens togsæt – med særlig opmærksomhed på forholdet mellem hjul og skinner. Ekspertenes rådgivning indgår i Odense Letbanes videre indsats for at begrænse støjen.
Dertil kommer en optrappet indsats med at afdreje hjul for dermed at imødegå støjfremkaldende flat spots.
Hvordan kan jeg klage over støj og vibrationer fra letbanen
Entreprenørens målinger
Med hjælp fra en uafhængig rådgiver har COMSA tidligere i år gennemført støj- og vibrationsmålinger på mere end 40 udvalgte punkter langs letbanestrækningen. Odense Letbanes rådgiver, COWI, har efterfølgende valideret målingerne. COMSAs afrapportering viser et samlet billede af støj/vibrationer, hvor letbanens kørsler holder sig inden for de vejledende grænseværdier, der er aftalt i kontrakten.
Dog er det samtidig Odense Letbanes vurdering, at der er behov for opfølgende kontrolmålinger - ikke mindst baseret på det betydelige antal klager, der er indløbet. Dertil kommer, at enkelte ikke-videnskabelige målinger - foretaget på initiativ af Odense Letbane - har vist delvise overskridelser af de vejledende grænseværdier.
Derfor har COWI i løbet af maj foretaget en række kontrolmålinger på udvalgte adresser langs strækningen. Odense Letbane afventer endelig afrapportering fra COWI i løbet af juni.
Hvad er det der støjer?
Når det handler om støj fra letbanen, er der primært to kategorier – kurveskrig og rumlen/lavfrekvent støj:
- ”Kurveskrig” – en høj, hvinende lyd, der kan opstå, når letbanen kører gennem kurver. Det opstår typisk, hvis letbaneskinnerne er tørre og mangler smøring. I udvalgte kurver langs strækningen er der opsat smøreskabe, som skal forsyne skinnerne med smøring. Indkøringen af disse skabe sker over nogle uger, hvor de bliver tilpasset og justeret. Også i togene er der en smøringsfunktion, som er ved at blive kørt ind. De steder, hvor det er værst i indkøringsperioden, bliver der udført manuel smøring.
- Rumlen / lavfrekvent støj - er en mere ubestemmelig og ’gungrende’ lyd. Dømt ud fra de henvendelser, Odense Letbane har modtaget – suppleret af blandt andet letbaneførernes observationer – kan der være markante forskelle på rumlelydene fra de enkelte togsæt. Det kan der være flere årsager til. Flader på hjulene (flat spots) er med sikkerhed én af dem. Fladerne kan opstå ved hårde opbremsninger, eller hvis der er rust på skinnerne. For at imødegå rumlen er det vigtigt, at hjulene drejes af med jævne mellemrum, så de fremstår helt runde. Også skinnerne skal holdes blanke, hvilket sker automatisk, når der køres på dem konsekvent i længere tid.
Hvor meget kan støjen dæmpes?
Odense Letbane forventer et niveau af støj og vibrationer, der efterlever de grænseværdier, der er aftalt med letbanens ejer, Odense Kommune.
Et letbanetog vejer cirka 40 tons og vil aldrig være helt lydløst. Det vil altid være muligt at registrere, når toget passerer forbi forbi – men støj- og rumleniveauet skal naturligvis være tåleligt.
Odense Letbane vil løbende orientere og opdatere om status på indsatsen mod støj og vibrationer.