Sporarbejde begynder på Østre Stationsvej
4. oktober 2019
I løbet af uge 41 begynder letbanens sporarbejde på Østre Stationsvej på strækningen mellem Kongensgade og Jernbanegade - og senere bliver arbejdsområdet udvidet frem til Nørregade.
Under sporarbejdet vil der være dobbeltrettet trafik på Østre Stationsvej for både biler, cyklister og gående. Hastigheden for biler bliver nedsat til 40 km/t, da en del af den vestgående cykelsti bliver midlertidigt inddraget til vejbane for at skabe den fornødne plads til anlægsarbejdet.
Cykelstien bliver dog opstribet, så det er tydeligt, hvor cyklisterne skal placere sig på strækningen. Det første arbejde, der bliver lavet, er derfor en asfaltrampe mellem vejbane og cykelsti.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Beboere med indkørsel til Østre Stationsvej vil fortsat have adgang til denne. Der vil dog være perioder, hvor det er nødvendigt at spærre for indkørslen – når der for eksempel skal graves ud og lægges skinner. I det tilfælde tager Odense Letbanes entreprenør direkte kontakt til beboeren/ejeren, for at lave en aftale om parkeringsforholdene.
Når arbejdet går i gang, er det ikke længere muligt at parkere i arbejdsarealet på Østre Stationsvej.
Sporarbejde begynder på sidste del af Vestre Stationsvej
Senere vil der også være trafikale ændringer på strækningen, når sporarbejdet skal krydse sidevejene Klostervej, Hans Tausens Gade og Jernbanegade.
Sporarbejdet bliver udført i flere faser: Først skal der graves ud til sporkasse, lægges dræn og kabelrør, hvorefter der fyldes op med stabilgrus. Da undergrunden skal stampes hård, kan der forekomme vibrationer og støjende aktiviteter.
Herefter lægges der et lag beton, som skinnerne derefter monteres på og der støbes til sidst en betonplade, der omgiver skinnerne. Til sidst opsættes kørestrøm og anden teknik.
Arbejdet på Østre Stationsvej forventes at være færdigt i løbet af sommeren 2020. Derefter skal entreprenøren bygge letbanens spor færdig i resten af byen, og letbanen skal testes inden den forventede åbning i efteråret 2021.
Følg arbejdet på Østre Stationsvej - tilmeld dig nyhedsbrevet her