Snart har 200 europæiske byer en letbane eller sporvogn
11. august 2016
Odense opfinder ikke den dybe tallerken, når der over de kommende år bliver bygget letbane i byen. Tværtimod trækker Odense på solide erfaringer fra mange byer i udlandet, hvor den moderne sporvogn, letbanen, virkelig har fået en renæssance.
Mandag 21. december 2015 klokken 12.30 kørte de splinternye Solaris-sporvogne deres første tur i Olsztyn i Polen. Med 11 kilometer nye spor meldte byen sig dermed, som én af de seneste, ind i den stadigt voksende klub af europæiske byer med en form for letbanesystem.
Det er en klub, som her i august 2016 tæller 195 medlemmer – og som meget snart vil runde 200.
Flere og flere byer har nemlig fået øjnene op for de gevinster, som moderne sporvogne eller letbaner bringer med sig: Effektiv og komfortabel transport, et bedre bymiljø og større investeringslyst.
Hvad er forskellen på en sporvogn og en letbane?
Alene i Danmark og Sverige er en håndfuld nye byer ved at melde sig ind i klubben af letbanebyer. Både i Lund, Malmø, Aarhus, København og så selvfølgelig Odense er man i gang med at bygge eller projektere helt nye letbanesystemer.
Byen Olsztyn ligger i det nordlige Polen og har cirka 175.000 indbyggere. Den minder altså om Odense. Men de to byer har mere end størrelsen til fælles.
Olsztyn har nemlig også, lige som Odense, tidligere været medlem af den europæiske letbaneklub. De gamle sporvogne kørte fra 1907 til 1965, hvor driften blev indstillet. For nogle år siden påviste rapporter dog, at byens udvikling ville have gavn af en moderne version – som altså åbnede lige op til julen 2015.
Artiklen fortsætter under billedet
Den helt nye sporvognslinje i den polske by Olsztyn åbnede i december 2015.
Tendensen med at lade de gamle sporvogne genopstå som moderne letbaner ses over alt i Europa. Hvert år indfører eller genindfører nye byer sporvogns- eller letbanedrift. Og mange andre byer med allerede eksisterende systemer bygger nye linjer for at udvide dækningen.
Man kan derfor godt snakke om en slags renæssance for sporvogne og deres moderne ”fætre”, letbanerne.
Nottingham: Byen hvor bilen ikke er nødvendig
Alene siden årtusindskiftet er der kommet næsten 50 nye navne på listen over letbanebyer.
Det gælder både metropoler som London, Madrid og Athen, som har bygget helt nye letbanesystemer til at supplere deres i forvejen omfattende net af offentlig transport. Men også mange mellemstore byer, der kan sammenlignes med Odense, er kommet med.
Især i Frankrig er en lang række mellemstore byer blevet medlem af letbaneklubben i de senere år. Det gælder blandt andre Montpellier, Orleans, Nice, Le Mans, Reims og Tours – for bare at nævne nogle få af de i alt 21 franske byer, der har åbnet helt nye sporvogns- eller letbanesystemer siden år 2000.
Angers: Byen som Odense gerne vil efterligne
Dertil kommer selvfølgelig en masse europæiske byer, som ”altid” har haft sporvogne. Mange steder bliver nye strækninger løbende tilføjet, ligesom vognene bliver opgraderet, efterhånden som den teknologiske udvikling indhenter det gamle materiel.
Eksempelvis har rigtig mange tyske byer haft sporvogne siden 1800-tallet og aldrig afskaffet dem. I stedet er sporvognsnettene gennem tiden blevet opdateret og udbygget til det 21. århundrede, hvor de fortsat bliver udviklet.
Det gælder blandt andet i Dresden – for bare at nævne et enkelt eksempel blandt mange. Her åbnede den første sporvognslinje helt tilbage i 1872.
Den seneste opgradering af vognparken i Dresden var i 2008, hvor 166 nye togsæt fra Bombardier blev indkøbt. Også spornettet er blevet udvidet over årene, så togene i dag kører på i alt 134 kilometer spor fordelt på 13 forskellige letbane- og sporvognslinjer på kryds og tværs af hele byen – og der bliver fortsat bygget nye.
Download en liste fra Wikipedia.org over europæiske byer med letbane eller sporvogn (excelark)
Første etape af Bergens "Bybanen" stod færdig i 2010. Siden er to etaper yderligere blevet tilføjet, så letbanen nu kører helt ud til den lokale lufthavn. En fjerde etape er under planlægning.