Mød os

SIDSTE CHANCE FREDAG: Se hvad bunkeren gemmer – inden den forsvinder

8. oktober 2015

 

OPDATERET: På grund af overvældende interesse tirsdag for at komme ned at se bunkeren, har vi besluttet at udvide arrangementet. Derfor afholdes der også "åben bunker" torsdag 15. oktober og fredag 16. oktober klokken 16.00 - 18.00.

 

Til november skal en lille og godt skjult bunker på hjørnet af Vestre Stationsvej og Store Glasvej rives ned. Inden da har du dog chancen for at få et helt særligt og enestående indblik i odenseansk krigshistorie, når vi afholder ”åben bunker” fire dage i efterårsferien.

Hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at se, at der ligger en beskyttelsesbunker fra Anden Verdenskrig skjult i buskadset på hjørnet af Vestre Stationsvej og Store Glasvej. Og snart er det slet ikke til at se det – bunkeren skal nemlig fjernes for at gøre Vestre Stationsvej klar til byens kommende letbane.


 Hemmelig bunker fortæller om Odenses krigshistorie


- Inden da vil vi dog benytte lejligheden til at få fortalt denne lille del af byens historie. I efterårsferien holder vi derfor et ”åben bunker”-arrangement i samarbejde med Odense Bunkermuseum, siger Benthe Vestergård, der er kommunikationschef hos Odense Letbane P/S.

Fire dage i efterårsferien bliver dørene lukket op til den ”hemmelige” bunker – tirsdag 13. oktober, onsdag 14. oktober, torsdag 15. oktober og fredag 16. oktober, alle dage klokken 16.00 – 18.00.

 

undefined


Oplev den klaustrofobiske stemning

- Her kan du komme helt ned i bunkeren og opleve den lidt klaustrofobiske stemning og høre Peter Freisleben fra Odense Bunkermuseum fortælle om bunkerens historie – fra Anden Verdenskrig og op gennem Den Kolde Krig, siger Benthe Vestergård, der er kommunikationschef ved Odense Letbane P/S:

- Og hvis der for eksempel skulle være en folkeskoleklasse, der har lyst til en lille udflugt i de kommende uger, vil vi også meget gerne hjælpe med det.


Blev ombygget til atomvåben

Den kuppelformede bunker, der kun er seks meter i diameter og 2,5 meter i højden på det højeste sted i midten, er bygget til at rumme 50 odenseanere under et luftangreb.

Historien begynder i 1944, hvor kuppelbunkeren blev bygget for at beskytte civile. Siden blev den i 1960’erne ombygget til den nye trussel fra stormagternes atomvåben. Derfor giver den også et indblik i dansk koldkrigs-historie.

Den er stadig møbleret med originale træbænke. Det er derfor et autentisk billede i en tidslomme af særlig bunkerstemning, du her får chancen for at opleve i efterårsferien – inden det er for sent.

Det er gratis at deltage, og du skal ikke tilmelde dig. Bare kig forbi.

Medarbejdere fra Odense Letbane vil også være til stede ved efterårsarrangementerne i bunkeren, hvis du skulle have lyst til at lære mere om byens kommende letbane.

Du kan læse mere om bunkeren og dens historie i denne artikel.

 

undefined

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse