Planen for anlægsarbejdet er godkendt – trafikgener topper i 2018-2019
17. februar 2016
By- og Kulturudvalget har godkendt den overordnede plan for trafikafviklingen under det kommende arbejde med at bygge Odense Letbane. Det baner vejen for, at arbejdet med at anlægge nye vejbaner og byrum kan begynde til august.
Dermed kommer letbanebyggeriet op i et højere gear. Det vil også få betydning for trafikanterne i Odense, som i de kommende fire år fortsat vil opleve indskrænkede veje og risiko for køer i myldretiden.
- Hvis man synes, at det er slemt nu, kan jeg kun slå fast, at det bliver værre – meget værre. Der er ingen grund til at prøve at skjule, at det vil få betydning for trafikken, når vi skal anlægge en letbane langs nogle af Odenses mest trafikerede veje, siger Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør for Odense Letbane P/S:
- Samtidig er det dog vigtigt at slå fast, at vi i planlægningen gør, hvad vi kan, for at byen fungerer bedst muligt, mens arbejdet står på. På intet tidspunkt vil vi grave i hele byen på én gang. Og der, hvor arbejdet foregår, bliver trafikken tilrettelagt sådan, at der bliver færrest mulige gener.
Odenseanerne er trods bøvl og gener generelt positive over for letbanen
Hidtil har det været det forberedende arbejde, der har fyldt i gadebilledet. Forsyningsselskaberne har flyttet rør og kabler langs letbanens rute. Og der er blevet forstærket broer, bygget nye tunneller og fjernet træer og bygninger, som stod i vejen.
Til august begynder arbejdet med at anlægge nye vejbaner, cykelstier, fortove og byrum, der skal skabe plads til letbanen. Først i Odense SØ og frem til 2019 gennem resten af byen.
Her vil trafikken blive afviklet efter de samme mønstre, som odenseanerne har oplevet i den indledende fase, hvor forsyningsselskaberne har flyttet rør og kabler. De veje, der tidligere har været indsnævret eller ensrettet på grund af letbanearbejdet, vil således også være indsnævret eller ensrettet i anlægsfasen.
Letbanearbejde bliver brugt til at sikre Vestre Stationsvej mod skybrud
Det kommer til at medføre gener for trafikanterne, ikke mindst bilisterne. Odense Letbane P/S har sammen med By- og Kulturforvaltningen lavet en prognose for, hvor stor trafikpåvirkningen i byen vil være frem mod 2020, hvor letbanen efter planen skal stå færdig.
Ifølge prognosen bliver påvirkningen af trafikken i byen værre, end den er nu, når det indledende arbejde på Østre Stationsvej begynder til maj. Herefter stiger letbanearbejde i intensitet i løbet af 2017, hvor der i slutningen af året vil blive arbejdet på hele 11 forskellige strækninger gennem byen – det højeste antal i forbindelse med letbaneprojektet.
For bilisterne topper generne dog først i 2018-2019, hvor arbejdet med at anlægge selve letbanen er i gang på flere store og vigtige veje på én gang: Østre og Vestre Stationsvej samt på Nyborgvej og Ørbækvej.
Det er især i vejkryds, at der kan opstå gener, fordi det nogle steder er nødvendigt at inddrage svingbaner i perioder. Det kan eksempelvis føre til, at venstresving ikke vil være muligt.
Nu bliver hjørnet af Kongensgade ombygget til arkade for fodgængere