Optimal konkurrence opnået på letbanen
24. september 2015
Odense Letbane P/S har nu prækvalificeret de virksomheder og konsortier, som får lov til at byde på letbanens transportsystem og vogne. Interessen har været stor, og blandt de udpegede er både danske og internationale virksomheder.
Nu er det afgjort, hvilke virksomheder, der får lov til at byde på Odense Letbanes transportsystem og vogne. Femten ansøgere ud af i alt 36 er blevet prækvalificeret og deltager derfor i udbudsprocessen, som pågår det næste halvandet år. Nogle virksomheder byder alene – andre er gået sammen i konsortier for at løfte den store opgave med at byde på de to først udbudte ud af i alt fire udbudspakker hos Odense Letbane P/S.
Når det gælder skinner, master, ledninger, stationer og vedligeholdelsescenter – også kaldet transportsystemet – er den tyske virksomhed Siemens og danske Aarsleff Rail blevet prækvalificeret til at byde som et konsortium. Et andet bydende konsortium kalder sig ACE Consortium og består af de europæiske virksomheder Acciona og Efacec samt danske CG Jensen. På transportsystemet er også Ansaldo, Strukton-Arkil og Comsa blevet prækvalificeret som enkeltstående ansøgere.
Når det gælder letbanevognene, så bliver byderne CAF, Alstom, Skoda, Stadler og Bombardier Transportation Denmark.
Fem konsortier byder på både togsæt og transportsystemer
Endelig er der dannet fem konsortier, som er blevet prækvalificeret på både transportsystemet og vognene på én gang. Det drejer sig om Siemens og Aarsleff Rail, ACE Cons og Skoda (tilsammen kaldet ACES), Ansaldo og Stadler, Strukton-Arkil og Alstom samt et konsortium kaldet Odense Letbane Transport, som består af firmaerne Colas, Hansson & Knudsen A/S, Aecom og CAF.
- Interessen for at få lov til at byde på letbanen har været stor, og vi har derfor opnået en optimal konkurrencesituation. Vi har valgt at prækvalificere fem bydere indenfor for hver udbudspakke og dertil fem konsortier, som byder på både transportsystemet og vognene på én gang. Der er tale om et bredt felt, hvor både danske og internationale virksomheder indgår – virksomheder som alle er kendte for at levere høj kvalitet, siger adm. direktør for Odense Letbane P/S Mogens Hagelskær.
Den rigtige beslutning
Mogens Hagelskær glæder sig også over, at beslutningen om at skifte udbudsstrategi fra én stor udbudspakke til fire, nu viser sig at give fuld bonus med de mange interesserede ansøgere. Odense Letbane skiftede udbudsstrategi i februar måned.
- I slutningen af sidste år stod vi med ét interesseret konsortium til at byde på letbanen, hvis den skulle leveres i én stor pakke med både vejarbejde, transportsystem, vogne og drift. Nu kom der i alt 36 ansøgninger til de to udbudspakker vedrørende transportsystemet og letbanevognene. Det viser, at det var den rigtige beslutning, vi tog sammen med Økonomiudvalget, da vi ændrede udbudsstrategi, lyder det fra den adm. direktør.
De prækvalificerede ansøgere er blevet udvalgt ud fra en række på forhånd opstillede kriterier, hvor de bl.a. har skullet dokumentere deres tekniske formåen og erfaring fra arbejde på lignende projekter. Dertil har ansøgerne skullet opfylde alle formelle krav ved ansøgningen – det vil sige levere en fyldestgørende ansøgning med bilag.
De prækvalificerede har nu et par uger til at melde fra, hvis de alligevel ikke er interesserede i at byde på letbanen. Udbudsprocessen begynder i november og vil vare omkring halvandet år.