Omkørsel på Rismarksvej fra lørdag aften til mandag morgen
14. marts 2018
En del af Rismarksvej spærres for biltrafik fra lørdag 17. marts klokken 22.00 til mandag 19. marts klokken 05.00.
Afspærringen bliver på strækningen mellem Rismarksvænget (ved indkørslen til CSV-skolen) til Snorresvej.
Der er mulighed for omkørsel via Saxovej, Eddavej, Møllemarksvej og Bystævnevej – i begge retninger (se kortet i bunden af artiklen). Omkørslen vil være markeret med skilte.
Cyklister og fodgængere kan fortsat benytte Rismarksvej uden om afspærringen.
Letbane trækker nye fortove og cykelstier gennem byen
Omkørslen skyldes, at forsyningsselskaber skal lægge kabler på tværs af Rismarksvej mellem Snorrevej og Rismarksvænget. Arbejdet er et led i at gøre Rismarksvej klar til letbanen.
I disse måneder og frem til udgangen af 2018 bliver der arbejdet med at bygge nye vejbaner, fortove og cykelstier på Rismarksvej for at skabe plads til letbanens spor.
Fra næste år begynder arbejdet med at lægge skinner, bygge stationer og rejse master til kørestrøm og så videre.
Følg arbejdet på Rismarksvej - tilmeld dig nyhedsbrevet her