Ledningsflytninger

Odenses ukendte undergrund gør vejarbejdet til en udfordring

8. december 2016

 

Ukendte rør og kabler, glemte fundamenter og dårligt vejr gør det svært at lave præcise planer for de ledningsflytninger forud for letbanebyggeriet, som nu har været i gang i halvandet år – og som fortsætter et års tid endnu. Projektchef Lars Scheuer forklarer, hvorfor det er kompliceret at arbejde i Odenses gader.

- Der er gravet rør og kabler ned i Odense i mere end 100 år. Men det er først i de seneste år, man er blevet god til at registrere, hvad man graver ned. Så man ved aldrig helt, hvad man finder, før man stikker skovlen i jorden.

Det er ifølge Lars Scheuer den primære forklaring på, at det af og til er en udfordring at planlægge vejarbejdet i Odense. Han er projektchef hos Odense Letbane P/ med ansvar for ledningsflytninger, som er det arbejde, der har foregået i Odense siden april 2015, og som stadig foregår blandt andet på Østre Stationsvej og Nyborgvej.

Det er forsyningsselskaberne selv, der flytter deres rør og kabler. De må ikke være i konflikt med letbanen, som skal bygges fra næste år. Odense Letbanes rolle er at koordinere arbejdet mellem de mange forsyningsselskaber.

 

Hvorfor skal Odense have en letbane? 


Den mangelfulde registrering af gamle rør og kabler gør ifølge Lars Scheuer, at man kan ende i en situation, som odenseanerne for eksempel oplevede på Nyborgvej i midten af november.

Her skulle VandCenter Syd lægge en stor regnvandsledning på to meter i diameter på tværs af vejen. Derfor blev Nyborgvej blev lukket af umiddelbart øst for Ejbygade-krydset.

Der var afsat en weekend til arbejdet – af hensyn til byens bilister. Men gravearbejdet kunne ikke blive færdigt på den aftalte tid, og det påvirkede derfor både pendlertrafikken og busdriften på Nyborgvej i de efterfølgende hverdage.

- Der var rigtig mange ukendte kabler i jorden. Mange var slet ikke angivet i de officielle optegnelser. Og flere af dem, der var angivet, lå anderledes, end det var forventet. Det skabte problemer for VandCenter Syd, som brugte ekstra tid på den store og dybe udgravning, forklarer projektchefen.


(Artiklen fortsætter under billedet) 

undefinedArbejdet med at lægge et stort regnvandsrør på tværs af Nyborgvej ved Ejbygade blev forsinket, fordi gravemaskinerne stødte på mange ukendte kabler, som skulle graves fri og sikres, inden røret kunne blive lagt under. Foto: Kennett Krebs 

 

Det er specielt i de store vejkryds, som for eksempel krydset Nyborgvej/Ejbygade, at mangle rør og kabler mødes og nogle gange ligger i skøn forvirring. Forsyningsledningerne følger nemlig vejene på overfladen.

- I gamle dage var forsyningsledningerne mere enkle, og der var normalt kun et kloak- og et vandrør. Måske et fjernvarmerør. Men siden er vores strøm blevet lagt i jorden, og der er kommet et virvar at it- og telekabler til. Det er især de mange kabler, der kan skabe uventede problemer, siger Lars Scheuer.

De ældre kloak- og vandrør, som der er mange af i Odense, er dog heller ikke altid lige godt dokumenteret. Derfor sker det, at man er nødt til at lave nogle prøvegravninger for at finde rørenes præcise placering.

 

VIDEO: Visualiseringer af Odense Letbane - fra Tarup til Hjallese

 

Noget andet, som sjældent er registreret, er forskellige efterladenskaber fra tidligere tiders infrastruktur. Det kan være gamle og nu nedlagte forsyningsledninger eller betonfundamenter, som ikke er blevet fjernet, inden man byggede nyt ovenpå.

- Der kan være efterladt alt muligt. På Benedikts Plads og Nyborgvej ligger der for eksempel betonplader under vejen, som man engang har lagt for at stabilisere vejen ovenpå. Det kan også være et for længst nedrevet hus, hvor man har ladet soklen blive liggende – eller som i Albanigade, hvor der var et gammelt brofundament. Ja, på Østre Stationsvej er man, sjovt nok, stødt på betonfundamentet fra Odenses gamle sporvognslinje, griner projektchef Lars Scheuer og slutter:

- Der sker altid ét eller andet uventet, når det gælder ledningsflytninger. Vejret kan også være en udfordring, især for kloakarbejdet, som kan blive oversvømmet. Derfor lægger vi altid en tidsplan for arbejdet, så der er en buffer til at klare mindre forsinkelser. Det er kun, hvis man møder noget ud over det sædvanlige derude, at det ikke er muligt at holde planen. Men det er sket – og det vil ske igen.


(Artiklen fortsætter under billedet)

undefined
Mange steder i Odense ligger der skrot og efterladenskaber fra tidligere tiders infrastruktur i jorden – som her på Middelfartvej, hvor Fjernvarme Fyn har lagt nye rør. 


FAKTA OM LEDNINGSFLYTNINGER

  • De lokale forsyningsselskaber skal flytte rør og kabler langs det meste af de i alt 14 kilometer kommende letbanespor. Kun i ubebyggede områder, som for eksempel på marken syd for universitetet, hvor der skal bygges nyt regionshospital, ligger der ikke forsyningsledninger i vejen.

  • VandCenter Syd har den største og dyreste opgave. Dels fordi kloaknettet er det største i omfang. Men også fordi lejligheden bliver benyttet til at modernisere, opgradere og klimasikre byens kloak- og spildevandsnet, så det er bedre rustet til fremtidens udfordringer.

  • Derudover udfører Fjernvarme Fyn og Energi Fyn også et omfattende arbejde med fjernvarmerør og strømkabler, lige som en række udbydere af for eksempel kabel-tv og it omlægger kabler.

  • Ledningsflytningerne er afsluttet på flere strækninger, for eksempel Stadionvej, Albanigade og Benediktsgade. Og det er afsluttet inden for kort tid på eksempelvis Hestehaven, Vestre Stationsvej og Ørbækvej. Arbejdet fortsætter dog på blandt andet Østre Stationsvej og Nyborgvej, ligesom det bliver startet op på Rismarksvej og i Hjallesegade i 2017.

  • Når forsyningsselskaberne har afsluttet deres arbejde, er der banet var for, at selve letbanen kan blive anlagt – med nye veje, cykelstier, fortove, pladser, stationer, skinner, køreledninger, træer og så videre.

 

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse