Ny tidsplan for letbanearbejdet påvirker ikke åbningsdatoen
28. november 2019
Letbanen åbner forventeligt i efteråret 2021. Det har været planen, siden Odense Kommune i februar valgte at udskyde letbanens åbning som følge af en intern forsinkelse i det såkaldte TBT-byggeri. Og dét bliver ved med at være planen.
Men tidsplanen for sporarbejdet på de forskellige delstrækninger er blevet ændret. Det er konsekvensen, efter at Odense Byråd netop har vedtaget en tillægsaftale med letbanens transportleverandør, spanske Comsa.
Se billederne: Fuld gang i byggeriet ved letbanens kontrolcenter
Tillægsaftalen er nødvendig efter den kommunale beslutning om, at letbanen først kan få adgang til en del af TBT-området 14 måneder senere end oprindeligt planlagt. Som et led i aftalen har Comsa således ønsket at optimere sin anlægslogistik i forhold til den oprindelige tidsplan.
Den reviderede tidsplan betyder, at Comsa generelt får længere tid til at udføre sporarbejdet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Odense Kommune besluttede i februar at udskyde letbanens sporarbejde (og dermed åbningen) på en central del af strækningen på grund af en intern forsinkelse i TBT-byggeriet. Derfor har det været nødvendigt at forhandle en tillægsaftale med entreprenøren på sporarbejdet.
For at tilgodese især trafikanterne, så indeholder den nye tidsplan dog to sluttidspunkter: Ét for hvornår trafikken kan normaliseres efter de fremtidige forhold, når letbanen kører. Og et andet tidspunkt for, hvornår alt arbejde i området forventes slut.
Det betyder, at Comsa først færdiggør det arbejde, som medfører behov for arbejdsareal på vejbanerne. Efter de trafikale forhold er blevet normaliseret, vil der stadig foregå arbejde inde i selve letbanearealet. Der kan dog blive tale om nogle efterarbejder, som i en kortere periode kan påvirke trafikken. Det drejer sig om fx slidlagsarbejde og træplantning.
Portrætserie: Vi bygger letbanen
Hvad angår den trafikale påvirkning, får den nye tidsplan dog primært betydning for den nordlige del af letbanestrækningen – altså mellem Tarup Center og Odense Banegård Center. Her må naboerne og pendlerne langs letbanearbejdet i længere tid udholde den påvirkning, som arbejdet medfører.
På den sydlige del af strækningen bliver den oprindelige tidsplan i høj grad bevaret i forhold til trafikafviklingen. Arbejdet på den sydlige strækning bliver nemlig prioriteret, da den skal være klar til letbanens testkørsler. Testkørslerne begynder som hidtil planlagt i begyndelsen af det nye år.
Som en del af byrådets vedtagelse af tillægsaftalen vil der på den nordlige del af letbanestrækningen være et særligt fokus på at færdiggøre området ved Idrætsparken samt på Vestre og Østre Stationsvej, hvor der er meget trafik.
Se den nye tidsplan for de forskellige delstrækninger herunder. Arbejdet med trafikpåvirkning er markeret med mørkeblåt, mens det efterfølgende arbejde er markeret med lyseblåt:
Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her