Nu bliver alle spor på Ørbækvej igen åbnet op for trafik
20. oktober 2016
Siden sommeren 2015 har en del Ørbækvej været indsnævret, fordi vejen er blevet forberedt til det kommende letbanebyggeri. Men nu er det forberedende arbejde ved at nærme sig sin afslutning på strækningen mellem Munkerisvej og Nyborgvej.
Derfor bliver der i løbet af fredag 21. oktober igen åbnet op for alle spor i begge retninger hér, så trafikken kan flyde frit.
De største stykker arbejde i løbet af det seneste års tid har været byggeriet af en ny og forbedret stitunnel ved L. A. Rings Vej. Samt VandCenter Syds etablering af en ny og meget stor regnvandsledning, som i fremtiden skal føre vandmængderne ned til Odense Å, når himlen åbner sig over området omkring Ørbækvej.
Stor tunnel under tunnelen skal sikre Ørbækvej mod skybrud
Derudover har byens øvrige forsyningsselskaber flyttet fjernvarmerør samt el-, telefon-, og fiberkabler, så de ikke ligger i vejen for letbanens spor i fremtiden.
De sidste ledningsflytninger på Ørbækvej forventes at være afsluttet omkring årsskiftet. Derefter vil der være en pause i letbanearbejdet, inden entreprenørerne vender tilbage for at anlægge de fremtidige fortove, cykelstier og vejbaner – samt selve letbanen med skinner, stationer, køreledninger og så videre.
Følg arbejdet på Ørbækvej og tilmeld dig nyhedsbrevet her