Mød os

Mange interesserede i cykeltur langs letbanen – se nye datoer her

10. april 2017

 

Den første guidede cykeltur langs letbanesporet blev kørt sidste søndag. Tilstrømningen til turene har været så stor, at Odense Letbane har valgt at arrangere tre mere hen over sensommeren.

 

 

- Tak for en skøn og informativ cykeltur langs den kommende letbane. Og tak til turlederen, som gjorde det ekstra spændende med smil og gode svar på de mange spørgsmål.

 

Ordene kommer fra Anita Kristina Kaspersen – efter at hun var med på den første af en række guidede cykelture, som Odense Letbane arrangerer langs det kommende letbanespor.

 

Premieren blev kørt søndag 2. april i fantastisk søndagsvejr. Her var Søren Balle Christiansen, der er strækningskoordinator hos Odense Letbane, guide på den 14,5 kilometer lange rute gennem Odense – med indlagte stop og historier om letbanearbejdet samt nogle af de øvrige byggeprojekter, der ligger langs linjeføringen.

 

 

Få luftet jernhesten og blive klogere på letbanen

 

 

- Vi har fået virkelig positiv respons fra deltagerne. Og vi har fået så mange tilmeldinger til de første ture, at vi har valgt at udvide tilbuddet med ekstra cykelture, så der nu er planlagt seks i alt – én gang om måneden frem til oktober, siger Rune Bager, der er chef for nabokommunikation hos Odense Letbane P/S:

 

- Vi er også selv glade for, at odenseanerne tilsyneladende gerne vil med ud at se på ruten og høre mere om projektet. En guidet cykeltur giver en anderledes og mere konkret oplevelse af, hvad letbanen går ud på. Man får en god fornemmelse af, hvordan den kommer til at tage sig bybilledet, samt hvad den kommer til at betyde for byen.

 

Den første cykeltur er som sagt overstået. Og tur nummer 2, som bliver kørt søndag 7. maj, er allerede fuldt booket.

 

Men der er stadig fire søndagsture tilbage, som man kan tilmelde sig – efter først-til-mølle-princippet. De bliver kørt søndag 4. juni, 6. august, 3. september og 1. oktober, alle dage klokken 10.00 – 13.00.

 

Det er gratis at deltage på de guidede cykelture, men man skal tilmelde sig på forhånd. Du kan tilmelde dig én af de kommende ture her [indsæt link].

 

 

Læs mere om de guidede cykelture og tilmeld dig her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse