Letbanesporet på Nyborgvej bliver stabiliseret med Lecakugler
12. august 2020
De fleste kender ’Lecakugler’ som noget, man putter i potteplanter eller ned under gulvet som isolering. Men de små og lette lerkugler kan bruges til andet end det.
For eksempel at stabilisere et letbanespor, hvis undergrunden er blød og fugtig.
Odense Letbane sælger tre spændende byggegrunde
På Højstrupvej er der allerede udlagt tonsvis af Lecakugler under letbanens skinner. Og i denne uge sker det samme, om end i lidt mindre målestok, på Nyborgvej omkring Palnatokesvej.
Mandag 10. august og onsdag 12. august bliver der lagt flere vognlæs Lecakugler ud i letbanesporet på denne del af letbanestrækningen. De store mængder Lecakugler bliver kørt ind på lastbiler og blæst ud i udgravningen, der er halvanden meter dyb.
FAKTA: HVAD ER LECAKUGLER?
- Lecakugler bliver fremstillet i Danmark af fed og plastisk ler fra undergrunden.
- De bliver produceret af firmaet Leca, som også laver byggeblokke og andre materialer.
- Råmaterialet (ler) bliver udgravet i Hinge nær Randers og bearbejdet på produktionsanlægget tæt på.
- Efter at leret er gravet op, gennemgår det flere processer. Blandt andet æltning, tørring og brænding.
- Resultatet er et let, stærkt, holdbart og miljøvenligt materiale, som bliver brugt som fyld og isolering.
Her i lavningen på Nyborgvej er undergrunden blød og fugtig, så Lecakuglerne har to formål:
For det første hjælper de med at fordele trykket fra letbanesporet ud til siderne.
Og for det andet er Lecakugler lette – en kubikmeter vejer cirka 450 kilo, mens en kubikmeter grus vejer 1600-1700 kilo. Derfor er Lecakuglerne med til at mindske trykket, så der ikke er brug for yderligere forstærkning.
(Artiklen fortsætter under billedet)
For at undgå støv bliver der også blæst vand ud på Nyborgvej.
Hauges Plads bliver mere grøn og indbydende
Alternativet ville være at lave en traditionel pælefundering. Men det er dyrt og forbundet med en del gener for naboerne, når pælene skal hamres eller bores ned i undergrunden.
Lecakugler bliver brugt meget i bygge- og anlægsbranchen, for eksempel til isolering eller fyld. Der er som sagt også brugt Lecakugler som fundering på Højstrupvej, ligesom løsningen har været brugt på Aarhus Letbane – det kan du læse mere om på producenten Lecas hjemmeside.
Følg arbejdet på Nyborgvej - tilmeld dig nyhedsbrevet her