Letbanen øger aktiviteten i byen
24. september 2020
Slutspurten på letbanearbejdet er sat ind, hvilket også giver mere aktivitet på letbanestrækningen. Odense Letbanes spanske entreprenør Comsa har over den sidste tid sat over 100 ekstra mand på projektet for at gøre letbanearbejdet færdigt.
Den ekstra bemanding i gaderne gør, at der også i perioder vil blive arbejdet aftener, nætter og weekender i det omfang, som vejmyndighed og miljømyndighed giver tilladelse til det.
Til gengæld kan odenseanerne glæde sig til, at der nu kun er få måneder til, at anlægsarbejdet er slut. Det letbanearbejde, der generer byen, forventes nemlig at være færdigt inden udgangen af 2020.
Her får du første fornemmelse af det færdige letbanespor
Efterfølgende vil der kun være kortere perioder med afsluttende arbejder, der kan påvirke trafikken. Det drejer sig for eksempel om det sidste slidlag på vejene, træplantning og etablering af græsarmering til udrykningskørsel et par steder på letbanestrækningen.
I 2021 kommer letbanetogene til at køre testkørsel på hele strækningen fra Hjallese til Tarup. I perioden frem til letbanens åbning skal alle systemer og procedurer testes, så letbanen forventeligt er klar til at køre med de første passagerer i september 2021.
Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her