Anlægsarbejde

Letbanearbejdets ketchup-effekt: Derfor kan der være lav aktivitet

26. juni 2018

 

Odense Letbanes entreprenører arbejder nu langs hele den kommende linjeføring med at bygge nye veje, cykelstier, fortove og byrum for at skabe plads til letbanesporet.

 

Nogle spørger dog, hvorfor arbejdet ser ud til at ligge stille nogle steder? Vejarealet er kan være spærret af, selvom der kun er begrænset aktivitet på byggepladserne, lyder det.

 

Letbanens anlægsarbejde er kendetegnet ved en række typiske arbejdsprocesser, som bliver gennemført, inden man går videre til næste fase på den enkelte arbejdsstrækning.

 

 

Letbanen trækker nye fortove og cykelstier gennem byen

 

 

Når et nyt vejarbejde begynder, er det allerførste, der sker, at der bliver sat skilte og afspærring op – i sig selv en stor opgave. Samtidig skal trafikanterne vænne sig til en ny trafiksituation, hvilket som regel skaber usikkerhed og forvirring i de første dage.

 

Derfor er det som regel bedst at lave en afspærring, som kan holde i noget tid – frem for at gøre det i små bidder, hvor trafikken hele tiden bliver flyttet rundt.

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefined

Det er typisk først, når de store maskiner bliver rullet ind for at afslutte vejarbejdet, at man for alvor for en fornemmelse af, at der sker noget på letbanens byggepladser. Inden da skal der dog laves meget forberedende arbejde for at gøre vejsporet klar til den afsluttende asfalt.

 

 

Efter at trafikken er blevet lagt om, og skilte og afmærkning er sat op, går vejentreprenøren i gang med at skrælle den gamle belægning af.

 

Derefter begynder arbejdet med at lave afvanding med nye rendestensbrønde. Der bliver gravet ud til den nye vej, og jorden bliver nivelleret, så der er de rigtige højder til den nye vejbane. Dernæst bliver der sat kantsten på hele strækningen.

 

En stor del af dette forberedende arbejde ser ikke ud af meget, da det typisk bliver udført af mindre arbejdshold. Og fordi det foregår relativt stilfærdigt op langs hele arbejdsstrækningen, som kan være op til over en kilometer lang.

 

 

Omkring 50 vejkryds bliver sikret til fremtidens trafik

 

 

Først når de store maskiner kommer ind og færdiggør vejen, kan man for alvor se, at området summer af aktivitet. Men det sker først til sidst, når alt forberedende arbejde er overstået.

 

Det tager typisk kun nogle få dage at asfaltere vejbaner, men først når det er gjort, får man som forbipasserende indtryk af, at der virkelig er sket noget på det nye vejareal.

 

- Man kan kalde det en slags ’ketchup-effekt’, hvor mange af de indledende arbejder ikke er særligt påfaldende. Så kommer der pludselig høj aktivitet med belægningsarbejdet – og bum, så er det hele færdigt, forklarer Lars Scheuer, der projektchef for det igangværende anlægsarbejde hos Odense Letbane.

 

Den enkelte entreprenør på letbanens vejarbejder har fået en tidsramme, der giver mulighed for at planlægge arbejdet på den mest effektive måde – som også passer ind i entreprenørens øvrige arbejde.

 

Dette manøvrerum og dén smidighed giver den bedste pris på opgaven. Hvilket både er i Odense Letbanes og ejeren Odenses Kommunes interesse, så længe arbejdet bliver udført inden for de myndighedstilladelser og tidsplaner, der er blevet givet i kontrakten.

 

 

Barslund laver gammel vej om til ny vej – bogstaveligt talt

 

 

Alle trafikomlægninger er aftalt mellem Odense Kommunes vejmyndighed, brand og redning, Fynbus og Odense Letbane. Der bliver taget hensyn til, at trafikken samlet set skal kunne fungere i hverdagen. Det er vejmyndigheden, der i sidste ende beslutter, i hvilke perioder en entreprenør kan få lov at spærre vejarealet af for at udføre sin opgave.

 

- Vi ensretter kun en gade, hvis der er gode muligheder for omkørsel. Ligesom vi kun laver natarbejde, hvis det vil have for store trafikale konsekvenser at udføre arbejdet i dagtimerne. På den måde balancerer vi hele tiden hensynet til naboer og trafikanter over for vores ønske om at sikre fremdrift i arbejdet, fortæller projektchef Lars Scheuer.

 

Når sporarbejdet går i gang efter sommerferien, gælder de samme forhold for den spanske entreprenør COMSA. Også her er der mange forskellige elementer og arbejdsprocesser, som skal passe sammen – og derfor vil man også til dén tid kunne opleve, at der er delstrækninger, hvor der ikke er meget synlig aktivitet.

 

Det betyder dog ikke, at arbejdet ligger stille.

 

 

Letbanen trækker nye fortove og cykelstier gennem byen

 

 

 

FAKTA OM LETBANEARBEJDET

 

Ombygningen af veje, cykelstier og fortove langs letbanens 14,4 km linjeføring, det såkaldte anlægsarbejde, er inddelt i syv entrepriser.

 

M.J. Eriksson har i alt fire af disse, der strækker sig fra Hjallese til og med Albanigade. Barslund har strækningen fra Østre Stationsvej til og med Idrætsparken. Og Arkil har entreprisen fra Idrætsparken til Tarup Center.

 

Det spanske entreprenørfirma COMSA har sammen med portugisiske Efacec og danske Munck etableret et konsortium, der skal etablere skinner, stationer, kørestrøm og tekniske systemer – det såkaldte sporarbejde.

 

Første del af sporarbejdet forventes at gå i gang efter sommerferien i den sydlige del af Odense, hvor konsortiet lige nu er i gang med at bygge letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter.

 

 

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse