Kommission gennemfører besigtigelse af Odense Letbane
6. maj 2015
Fra den 19. maj gennemfører Ekspropriationskommissionen besigtigelse af Odense Letbanes linjeføring. Det er første gang, at kommissionen behandler projektet, og formålet med besigtigelsen er at gennemgå projektet overordnet og godkende det.
Alle ejere, der forventes at skulle afstå arealer og/eller rettigheder i forbindelse med projektets gennemførelse, er blevet indkaldt til besigtigelse af Ekspropriationskommissionen.
- Når Odense Letbane skal anlægges gennem Odense, kan det ikke undgås, at der skal eksproprieres arealer og rettigheder fra private ejendomme langs ruten. Heller ikke selv om vi har optimeret linjeføringen, så vi, så vidt det er muligt, undgår ekspropriation, forklarer Jesper Rasmussen, der er projektchef med ansvar for arealer og rettigheder hos Odense Letbane:
- Ekspropriation er et alvorligt indgreb i den private ejendomsret, og derfor er det en forudsætning i Grundlovens § 73, at man kun må ekspropriere det, der er nødvendigt for at gennemføre projektet. Det betyder også, at myndigheden altid skal vælge den mindst indgribende løsning.
Alle berørte lodsejere er inviteret
Nu er det første skridt, Folketingets vedtagelse af en anlægslov for Odense Letbane, overstået, og med anlægsloven på plads er det nu muligt for Ekspropriationskommissionen at igangsætte arbejdet.
I praksis foregår besigtigelserne på den måde, at Ekspropriationskommissionen indkalder til en række offentlige møder, hvor Odense Letbane gennemgår projektet overordnet for kommissionen og de tilstedeværende.
Når mødet er afsluttet, foretager Ekspropriationskommissionen en besigtigelse af projektet ude ”i marken”. Der vil blive en række stop, hvor der er mulighed for at møde op og tale med kommissionen, hvis man har særlige forhold, som man gerne vil vise eller drøfte.
Derfor er alle berørte lodsejere er blevet inviteret til det møde, der vedrører netop deres delstrækning.
Besigtigelsesmaterialet vil fra og med den 21. april være fremlagt til gennemsyn hos Borgerservice på Skulkenborg samt hos Odense Letbane, Thomas B. Thriges Gade 32. Du kan også downloade dokumenterne her.
Du kan se Ekspropriationskommissionens plan for besigtigelsesforretningerne her.