Kom til infomøder om gravearbejde forud for letbanen
27. januar 2015
Inden arbejdet med at bane vej for byens letbane går i gang, afholder Odense Letbane en række infomøder for beboere og erhverv i de berørte områder.
Det indledende gravearbejde, hvor der skal flyttes forsyningsledninger (vand- og varmerør, el- og it-kabler m.v.), er det, der kommer til at fylde mest i gadebilledet i den første tid. Det vil medføre gener og trafikomlægninger i lokalområdet.
Gravearbejdet er delt op i mindre strækninger gennem byen, så der ikke bliver arbejdet samtidig overalt. Odense Letbane vil holde et infomøde for hver arbejds-strækning. Infomøderne vil blive lagt cirka tre måneder inden, at gravearbejdet går i gang.
Ved møderne vil der blive informeret om, hvordan arbejdet er tilrettelagt, og hvad det kommer til at betyde for trafik- og parkeringsforhold. Der vil også blive lejlighed til at stille spørgsmål til kommunens og letbanens fagmedarbejdere. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig – man kan bare møde op.
Disse infomøder er indtil videre planlagt:
STADIONVEJ
Tirsdag den 17. februar klokken 17.00 – 19.00
Odense Kultur og Idrætshus, mødelokale F, indgang F, Stadionvej 50E, 5200 Odense V
ALBANIGADE
Onsdag den 18. februar klokken 17.00 – 19.00
Odense Rådhus, lokale 224. Flakhaven 1, 5000 Odense C
Senere vil der – efterhånden som gravearbejdet nærmer sig – blive annonceret infomøder for de resterende strækninger: Vestre Stationsvej, Hestehaven, Hjallesegade, Ørbækvej Nord, Højstrupvej Syd, Middelfartvej, Højstrupvej Nord, Benediktsgade, Vesterbro, Østre Stationsvej, Nyborgvej og Rismarksvej. Se kortet her for at få det fulde overblik over gravearbejdet:
Zoom ind og klik på én af de strækninger, som der graves i, for at få information om status for arbejdet og tidsplan for den pågældende strækning. Slå eventuelt fuldskærms-visning til ved at klikke her, hvis du foretrækker det store billede.