Kæmpe betonplade skal forstærke ny busbane foran banegården
15. november 2018
Onsdag 14. november fandt et stykke anderledes vejarbejde sted foran Odense Banegård Center. I stedet for de klassiske asfaltmaskiner, som man normalt forbinder med den slags arbejde, var det den store betonkanon, der var rullet ud.
Pladsen foran banegårdcentret er i fremtiden forbeholdt letbanen og busserne, som har en dedikeret busbane/holdeplads foran stationsbygningen – mens den almindelige biltrafik bliver ledt bagom bygningen, som det allerede er sket.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den nye busbane / holdeplads på banegårdens forside bliver belagt med granitklinker, så banegårdspladsen får en flot og sammenhængende æstetik. For at sikre granitbelægningen, når tonstunge busser skal køre på den, bliver vejforløbet bygget op med en tyk betonplade i bunden.
På det 1900 kvadratmeter store område bliver der først lagt 15 centimeter armeret beton. Derefter bliver granitbelægningen lagt på plads ovenpå.
Nyt digitalt kort: Zoom ind på fremtiden med letbanen
På tværs af bussernes kørebane bliver der lavet en antal ’låsebånd’ for at holde granitbelægningen på plads. Låsebåndene er rækker af granitsten, som er støbt ned i betonlaget, og som er med til at sikre stabilitet – så de mellemliggende granitklinker ikke forskubber sig på grund af tryk og vibrationer fra busserne.
I første omgang er det den del af busbanen, som fremover skal være fodgængerfelt lige foran banegårdens hovedindgang, der har fået lag beton. Derefter vil arbejde forsætte på resten af strækningen foran banegårdsbygningen.
Følg arbejdet på Østre Stationsvej - tilmeld dig nyhedsbrevet her