Ingen alvorlige ulykker – sikkerhed er alfa og omega
14. maj 2018
- Sikkerhed er helt overordnet vigtigt for vores medarbejdere. Vi skal undgå alvorlige ulykker, fordi de kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte.
Sådan siger Thomas Berget, arbejdsmiljøchef hos Odense Letbane, og fortsætter:
- Men det er også vigtigt for os som virksomhed at undgå arbejdsulykker. Det er vigtigt, at vi kan holde vores folk på arbejde. Det betyder noget for både økonomien og tidsplanen – og i sidste ende også for kvaliteten, at de mennesker, som har stor erfaring, ikke kommer ud for ulykker.
Hvor hurtigt vil letbanen køre?
Derfor er sikkerhed på arbejdspladsen et kardinalpunkt for Odense Letbane. Det er Thomas Bergets opgave at sørge for, at god skik bliver fulgt på de mange byggepladser, der indgår i det samlede letbaneprojekt.
Og gerne lidt mere end det. For eksempel stiller Odense Letbane større krav til påklædning og sikkerhedsudstyr, end hvad der fremgår af lovgivningen.
- Det er entreprenøren, der har ansvaret for sikkerheden på den enkelte plads. Men vi har ansvaret for at udstikke generelle retningslinjer og koordinere arbejdet mellem de mange entreprenører og underentreprenører på projektet for at sikre, at de ikke er i vejen for hinanden, og at der er styr på, hvem der arbejder hvor og hvornår, så de forskellige entreprenører og leverandører ikke skaber problemer for hinanden. Én skal måske lave afvanding, en anden skal sætte en kantsten, og en tredje skal flytte noget jord. Det skal man have adskilt, så de ikke skaber farlige situationer for hinanden, forklarer Thomas Berget.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Odense Letbanes generelle sikkerhedsinstruks-video, som også findes i en engelsk og spansk version.
Som arbejdsmiljøchef er han derfor på rundering og uvarslede tilsyn på alle byggepladser to-tre gange om ugen, ligesom han deltager i sikkerhedsmøder. Odense Letbane gennemfører også sin egen løbende sikkerhedsuddannelse af medarbejderne.
Han indsamler også registrering af alle hændelser og ulykker. Heldigvis er der endnu ikke sket alvorlige arbejdsulykker på letbaneprojektet. I de 10 måneder, Thomas Berget har været arbejdsmiljøchef, har han registreret en enkelt ulykke, der førte til én fraværsdag.
- Det var en mand, der fik klemt en finger og revet noget hud af. Håndtering af tunge ting er generelt noget af det, der fører til flest ulykker, når det ikke er tænkt igennem. Derudover har vi for eksempel oplevet, at to dumpere bakkede og strejfede hinanden på én af byggepladserne – i et forsøg på at passe godt på fodgængere og cyklister. Dog uden at nogen kom noget til, fortæller arbejdsmiljøchef Thomas Berget.
Sådan skal et rigtigt letbanetog lyde (og lyse)
Derudover er der registreret fem mindre ulykker samt en længere række ’hændelser’, som kan dække over farlige situationer, hvor der ikke skete en ulykke. De bliver drøftet for at se, om der er noget, man bør gøre anderledes fremadrettet, så der ikke sker reelle ulykker med personskade.
- Der kan sagtens være god læring, som skal kommunikeres til andre, også ud over hvor det konkret er sket. Det gør vi blandt andet på sikkerhedsmøder og i månedlige nyhedsbreve, siger Thomas Berget.
På det igangværende anlægsarbejde, hvor letbanesporet bliver forberedt, er det tre danske entreprenørvirksomheder – Arkil, Barslund og M.J. Eriksson, der udfører arbejdet. På det kommende sporarbejde er det et konsortium bestående af spanske Comsa, portugisiske Efacec og danske Munck, skal lægge skinner, anlægge stationer, rejse master til kørestrøm og bygge det store kontrolcenter i Hjallese.
Det giver ifølge Thomas Berget nogle udfordringer med kommunikation og eventuelle forskelle i arbejdskultur – dog ikke anderledes end man ser det på andre store byggeprojekter med internationale aktører.
Til gengæld adskiller letbaneprojektet sig fra de fleste andre anlægsprojekter i Danmark, ved at der er tale om mange, lange og smalle byggepladser i tætbebyggede og trafikerede områder.
- Vi har en udfordring i forhold til trafik omkring byggepladserne. Derfor har vi en stor opmærksomhed på, at trafikafmærkningen er i orden hele tiden. Afmærkningen bliver tjekket mindst en gang i døgnet, slutter Thomas Berget.
Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her