Byudvikling

Byen & Banen: Hvad er letbanens "skinnefaktor"? (VIDEO)

6. april 2022

 

”Skinnefaktor” er et udtryk, der ofte bliver brugt til at forklare, hvorfor en letbane er mere attraktiv end f.eks. busser. Med ”skinnefaktor” menes, at selve skinnerne gør transporten mere komfortabel og stabil end buskørsel på gummihjul.

Men ifølge Mette Olesen, der er trafikplanlægger og Ph.d. i letbaner, er det mere interessant at tale om et ”systemfokus”, hvor det ikke bare handler om skinner og rejsekomfort:

(Artiklen fortsætter under videoen). Mette Olesen, der er trafikplanlægger, forklarer, hvad skinnefaktor og systemfaktor betyder.

- Systemfokus handler om flere forhold: hvad er frekvensen, og hvor tit kører den? Du kan godt have en letbane, men hvis den kun kører hver halve time eller en gang i timen, er det så attraktivt? Du skal også have et understøttende kollektivt transportsystem, der føder ind, så du sikrer, at der er en sammenhæng i dit samlede kollektive transporttilbud – og også til andre løsninger: Mulighed for delecykler, så man kan komme det sidste stykke vej frem, mulighed for parkér og rejs, så man kan stille bilen og tage letbanen ind osv.

Mette Olesen medgiver dog, at selve letbaneinfrastrukturen gør et letbanesystem mere enkelt at anvende:

- Et letbanesystem er mere enkelt og ’læsbart’ på grund af skinnernes synlighed i gaderummet. Det betyder, at du nemt kan se, at du står ved en letbanestation. Det kan være lidt sværere at se ved et almindeligt busstoppested. Du kan også bedre se, hvilken retning letbanen kører i. Så selve systemet har noget mere intuitivt og enkelt over sig.

Se flere videoer i serien Byen & Banen


Ifølge Mette Olesen er det ikke alene ”skinnefaktoren”, der afgør et letbanesystems succes eller det modsatte:

- Det afgørende er, at letbanen har et højt serviceniveau, at den har en rettidighed, og man kan regne med, at den kommer. Men også at det underliggende net støtter op om den, og at det er muligt at være kollektiv trafikbruger udover letbanen. Så bekvemmelighed, komfort og læsbarhed er alle afgørende parametre. Der skal mange ting til, for at folk ser det som et attraktivt tilbud, slutter Mette Olesen.

Få seneste nyt fra Odense Letbane - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse