Mød os

Hjælp os med at skabe en letbane for alle

20. september 2016

 

Når Odense Letbane går i drift, efter planen i slutningen af 2020, skal den være for alle odenseanere. Det gælder, uanset om man slæber på tunge kufferter, har barnevognen med eller har et fysisk handicap.

 

For at sikre god tilgængelighed på stationerne og i letbanetogene er Odense Letbane nu i gang med at samle et testpanel af brugere med et særligt behov – og du kan være med.

 

- Vi arbejder med tilgængelighed med udgangspunkt i brugernes egne oplevelser. Derfor vil vi samle et testpanel, som dækker meget bredt. Det vil sige både småbørnsforældre og dagplejere samt brugere af kørestol, rollator og el-scooter. Derudover har vi brug for hjælp fra høre- og synshandicappede samt spastisk lammede og udviklingshæmmede, forklarer Anne Grethe Pabst, der er projektleder for tilgængelighedsarbejdet hos Odense Letbane P/S.

 

 

VIDEO: Elever på Hjalleseskolen vil skabe trafiksikkerhed med LED-lys

 

 

Testpanelet skal være med til at brugerteste forskellige produkter og services, som kan indgå i letbaneprojektet. For eksempel design og indretning i letbanevogne samt på perroner.

 

- Der er tale om frivilligt arbejde. Til gengæld går vi efter maksimalt at indkalde vores testpersoner tre gange, og deltagerne vil løbende blive udskiftet for at sikre, at de giver udtryk for deres umiddelbare oplevelse, siger Anne Grethe Pabst.

 

Ud over testpanelet er Odense Letbane også i gang med at samle en fast tilgængelighedsgruppe med syv medlemmer, som repræsenterer forskellige brugergrupper med særlige behov. Gruppen bliver inddraget i arbejdet ved løbende møder med Odense Letbane samt ved forskellige test, blandt andet ved besøg hos allerede eksisterende offentlige transportsystemer.

 

 

Sådan skal et rigtigt letbanetog lyde (og lyse)

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefined

Birthe Malling, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Odense, har erfaring med at teste tilgængelighed for handicappede i letbanetog, som her i Berlin. Privatfoto

 

 

Birthe Malling, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Odense, har allerede indvilliget i at deltage i tilgængelighedsgruppen.

 

- I dag bruger jeg ikke offentlig transport i Odense, og jeg kender mange andre, der heller ikke bruger busserne – fordi de simpelthen ikke kan. De er ikke særligt handicapvenlige, og det er som om, der ikke er afsat tid til at tage hensyn, forklarer Birthe Malling om sin motivation for at være med i arbejdet:

 

- Jeg har rejst rundt med letbanen i Amsterdam, og her er der en stang lige inden for døren, midt i toget simpelthen. Så kan man altså ikke komme rundt. Det betyder meget, hvordan man som kørestolsbruger kan placere sig i toget, når man skal ind og ud – man skal bruge mere tid. I Berlin har jeg også kørt med letbanen, og her er der en særlig knap til folk i kørestol eller med barnevogn, som holder dørene åbne lidt ekstra tid, og det fungerer rigtig fint. Så er letbaneføreren opmærksom og kommer også og hjælper, hvis der er brug for det.

 

Tilhører du én de nævnte brugergrupper med særlige behov, og er du interesseret i at deltage i Odense Letbanes testpanel, kan du kontakte projektleder Anne Grethe Pabst på mail til angp@odenseletbane.dk eller telefon 51 46 44 70.

 

 

Læs mere om Odense Letbanes tilgængelighedskoncept her 

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse