Mennesker

Her er vinderne i letbanens slogankonkurrence

28. april 2021

 

”Den trafiksikre vinder kører på skinner”. Med dette fængende slogan hjemførte 7.C fra Odense Friskole 3. præmien i Odense Letbanes slogankonkurrence for 7.-9. klasser.

Forleden stillede klassen op til fotografering – og fik samtidig overrakt præmier i form af muleposer, brunsviger og en letbaneplakat med klassens præmieslogan påført.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

7. C fra Odense Friskole er her samlet, da de fik overrakt 3. præmien i slogan konkurrencen.

 

I alt blev 32 fantasifulde slogans sendt ind til konkurrencen, der blev udskrevet tilbage i november 2020. Konkurrencen er for længst afgjort, men coronarestriktionerne har længe spændt ben for overrækkelsen af præmier til de (hjemsendte) klasser. Således har vinderen af konkurrencen – 7.B fra Marie Jørgensens Skole i Odense – endnu ikke modtaget deres 1. præmier.

7.B’s vinderslogan blev udpeget af en intern priskomité hos letbanen. Sloganet lyder:

”Af banen, af banen, her kommer letbanen”.

- Sloganet er kort og mundret, og frem for alt rummer det et tydeligt budskab om, at man skal være vågen i trafikken - og ikke udfordre de 60 ton tunge letbanetog, der om få måneder triller lydsvagt mellem Tarup til Hjallese, fortæller kommunikationskonsulent Søren Balle Christiansen, der har stået for afviklingen af konkurrencen.

Netop sikkerhed har været konkurrencens omdrejningspunkt – og sikkerhed er derfor også budskabet i de to slogans, som komiteen valgte som vindere af 2. og 3. præmierne.

2. præmien gik til 8.A fra Aarupskolen med sloganet:

”Alle børnene krydsede vejen undtagen Knud, han vidste ikke, hvordan letbanen så ud”.

Også dette slogan fortæller, at man ikke skal lege på skinnerne og med fordel kan sætte sig ind i, hvad et letbanetog er for en størrelse.

Og så er vi tilbage ved 3. præmien, 7.C fra Odense Friskole med sloganet: ”Den trafiksikre vinder kører på skinner”.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

En del af præmien var en brunsviger og plakater med klassens slogan på.

 

Friskolens bud fokuserer på trafiksikkerheden for letbanepassagererne, som i stil med buspassagerer, er cirka 100 gange mindre udsat for uheld i trafikken end cyklister og gående. (Kilde: DTU Trafiksikkerhedsforskning).

- Det har været fantastisk at samarbejde med skolerne om slogans. Børn og unge har nogle dejlige krøllede hjerner, der kan sammensætte ord, så smilene står i kø hos modtageren – uden at alvoren omkring sikkerhed bliver glemt, understreger Søren Balle Christiansen.

Slogankonkurrencen blev udskrevet, da Odense Letbane lancerede et nyt digitalt undervisningsmateriale til grundskolens overbygning. Materialet er en del af letbanens sikkerhedskampagne, som skal skabe opmærksomhed i forbindelse med letbanens testkørsler og dermed forebygge trafikulykker.

 

Trafiksikkerhed omkring letbanen

 

Letbanens undervisningsmateriale er gratis tilgængeligt for alle skoler via UNI-Login på Alinea.dk

Materialet giver eleverne mulighed for at komme bag om letbaneprojektet og blive kloge på, hvorfor Odense skal have en letbane – og om, hvorfor den er designet, som den er, og hvordan entreprenørerne løser nogle af de mange tekniske udfordringer, der er undervejs i anlæggelsen af en letbane.

 

Følg Odense Letbane - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse