Her er de foretrukne leverandører til Odense Letbane
29. april 2017
Hvis kommunen, staten og regionen godkender kontrakterne, bliver det spanske Comsa S.A.U., der skal anlægge spor, stationer og vedligeholdelsescenter i Odense – og letbanevognene vil komme fra Stadler Pankow GmbH med hovedsæde i Schweiz.
Efter mere end et års udbudsproces kan Odense Letbane nu offentliggøre, hvem der er de foretrukne bydere til henholdsvis transportsystemet og letbanevognene. Forude venter en politisk proces, hvor de endelige kontrakter skal godkendes af staten, regionen og kommunen.
Læs mere om udbuddet i denne artikel.
Hvis de tre bidragsydere kan godkende indstillingen fra Odense Letbane, bliver det spanske Comsa S.A.U., der skal anlægge transportsystemet. Det består af skinner, master, køreledninger og stationer samt det store vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense.
Og det bliver Stadler Pankow GmbH, der skal levere letbanevognene af typen Variobahn. Disse kendes allerede fra eksempelvis Bergen i Norge, og de vil også køre i Aarhus, når letbanen åbner dér til efteråret. Stadler har hovedkontor i Schweiz, men vil bygge vognene til Odense Letbane i Tyskland.
Letbanen kan bygges inden for budgettets rammer
- Vores udpegning af hvem, der er foretrukne bydere, baserer sig på en kombineret vurdering af den tekniske løsning, altså kvaliteten, og prisen. Denne kombinerede vurdering fører frem til de to vindere, Stadler og Comsa, forklarer Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør for Odense Letbane P/S.
Selvom der stadig mangler en godkendelse af kontrakterne fra letbanens bidragsydere – kommune, stat og region – glæder Mogens Hagelskær sig over de tekniske løsninger og priser, som er kommet frem i løbet af udbudsprocessen.
- Comsa er et anerkendt spansk entreprenørfirma, og de har Munck Gruppen A/S som underleverandør hos os – altså en kendt dansk entreprenør. Comsa har leveret rigtigt gode transportsystemer til letbaner især i Spanien, men også en lang række europæiske byer. Vi er helt trygge ved det, slår Mogens Hagelskær fast og fortsætter:
- Og når det gælder letbanevognene har det vindende tog bevist sin styrke under nordiske klimaforhold. Det indeholder velafprøvet og moderne teknologi. Dertil har det relativt lave driftsomkostninger, hvilket er positivt for kommunens økonomi i mange år fremover, forklarer Mogens Hagelskær.
VIDEO: Flyv en tur gennem byen med Odense Letbane
Derudover ser letbanedirektøren en klar fordel i, at Stadlers vogne også skal køre i Aarhus, hvor de bliver sikkerhedsgodkendt af de danske myndigheder.
- Det betyder, at vi må forvente, at sikkerhedsgodkendelsen hos os vil blive hjulpet på vej. Og så er det i det hele taget en fordel, at vi kan høste af Aarhus’ erfaringer med Stadlers vogne, når de snart begynder at køre i drift, slutter Mogens Hagelskær.
Letbanen kan bygges inden for budgettets rammer
FAKTA OM BYDERNE
COMSA er et velkonsolideret spansk firma, grundlagt i 1891. Det leverer infrastrukturløsninger inden for banebranchen, både til højhastigheds-baneprojekter samt letbane- og metroløsninger. Det gælder især i spanske byer som Barcelona, Madrid, Coruna, Bilbao og Valencia. De senere årtier har Comsa dog også levereret transportsystemer til letbane- og metroprojekter over hele verden, for eksempel i Melbourne (Australien), Dublin (Irland), Porto (Portugal), Warszawa (Polen) og Torino (Italien). Det danske entreprenørfirma Munck er underleverandør til Comsa på projektet i Odense.
STADLER har hovedkvarter i Schweiz, men har mange datterselskaber i blandt andet USA, Tjekkiet og Tyskland. Letbanevognene til Odense vil blive leveret af Stadler Pankow fra en fabrik i Berlin. Stadler leverer alt slags rullende materiel på skinner – såvel traditionelle togsæt samt letbane- og metrovogne. Firmaet har blandt andet leveret vogne til Aarhus, Bergen og Glasgow – samt en lang række byer i Tyskland. Stadlers letbanevogne er kendt for deres høje kvalitet og driftssikkerhed. Det har betydning for driftsøkonomien i mange år frem i de byer, hvor vognene kører.
Følg letbanearbejdet i Odense - tilmeld dig nyhedsbrevet her