Letbane

Udstilling: Gå på opdagelse i ny letbanekunst

21. oktober 2020

 

Horisonten, Øjeblikket og selvfølgelig Brunneren – kært barn har mange navne, og letbanen har fået 16 styk. Et navn til hver letbanevogn. To kunstnere har brugt måneder på at lave digte og illustrationer, der tager udgangspunkt i navnene – og som er blevet til kunstværker der pryder letbanevognene indvendigt.

Selvom der er et år til, at passagerer kan se værkerne i de enkelte letbanevogne, er det nu muligt helt ekstraordinært at se alle kunstværkerne samlet i en ny udstilling på Borgernes Hus. Her kan man nærstudere værkerne i sin helhed fra mandag 26. oktober om formiddagen og fire uger frem.

Udstilling om letbanekunst


Når letbanen går i drift i efteråret 2021, må man derefter tage på tur med letbanen for at gå på opdagelse i de enkelte værker.

Bag illustrationer og digte står to unge dygtige kunstnere. Aarhusianske billedkunstner Kristian Djurhuus med kunstnernavnet Mormor står bag illustrationerne til letbanen. Mormor har lavet værker, der kan ses både i ind- og udland – blandt andet Berlin, New York, Taipei og selvfølgelig Odense, og han er kendt for sin finurlige og fantasifulde streg.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Kristian Djurhuus alias Mormor har fået et helt særligt forhold til Odense, efter han har brugt mange timer på at udforske byen, så letbaneværkerne kunne få en særlig Odense-identitet.

 

- Ud over at tage udgangspunkt i de navne, som odenseanerne havde valgt, har jeg brugt en hel del tid i Odenses gader, for netop at gå byen tynd og tage byen ind. Alle gode byer har en sjæl og det var vigtigt for mig at lære Odense godt at kende, inden jeg påbegyndte arbejdet, fortæller billedkunstneren Mormor og fortsætter:

- Jeg håber, at odenseanerne får lyst til at genopdage deres egen smukke by. Jeg har lagt hemmelige skatte, som jeg har fundet i byen, ind i værkerne. Et forkromet landkort, en ægte hyldest til byen og dens mange stemmer, udtryk og beboere, fortæller han.

Den anden halvdel af kunstner-duoen – Lui Larsen, har ikke haft brug for at gå på opdagelse i Odense på forhånd. Han er nemlig født og opvokset i byen. Lui har givet letbanenavnene et strejf af poesi med sine udtryksfulde strofer, og han har fundet inspiration i to store danske digtere:

- Stilmæssigt er min største inspirationskilde Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Gennem dem, har jeg fundet min egen stemme, som kan opleves i digtene til letbanen. Jeg håber, digtene vil give anledning til eftertænksomhed, når man er på tur med letbanen – om det så er morgen, middag eller aften, siger Lui Larsen.

Ud over at skrive digte, der skal pryde endevæggene i letbanetogene, så udkommer Lui Larsen med sin debut-digtsamling Endnu er vi her (lidt endnu) den 20. november 2020.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et eksempel på et er værkerne er Øjeblikket - her fortalt i ord og billeder. Alle digtene er også oversat til engelsk, så engelsksprogede passagerer kan få glæde af lyrikken. Øjeblikket og de resterende 16 værker kan ses på Borgernes Hus fra mandag 26. november. 

 

Fakta om navngivningen

De 16 tognavne er fundet i 2018. Efter input fra byens borgere valgte en dommerkomité temaet ’At rejse er at leve’ – med udgangspunkt i det berømte H.C. Andersen-citat. At rejse kan også være meget andet. Så odenseanerne kunne frit associere over sætningen ’At rejse er…’, som blev fuldført på nye måder. Det førte til næsten 1500 forskellige input. Efter en let omskrivning til konkrete navneforslag blev de 16 mest populære valgt i en stor, offentlig afstemning, hvor cirka 3500 personer stemte på deres favoritter.

Navnene på de 16 letbanetog er:

1.    BRUNNEREN  
2.    KOMPASSET
3.    FORBINDELSEN
4.    STRØMMEN
5.    OPDAGELSEN
6.    KÆRLIGHEDEN
7.    DRØMMEN
8.    EVENTYRET  
9.    FRIHEDEN  
10.  LYKKEN  
11.  HJEMKOMSTEN
12.  GLÆDEN
13.  ØJEBLIKKET
14.  PUSTERUMMET
15.  SYMFONIEN
16.  HORISONTEN

 

Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse