Trafik

Fuld adgang til stadion inden OB’s første hjemmekamp

10. juli 2015

 

I godt tre uger har den sydlige ende af Højstrupvej og Richard Møller Nielsens Plads været lukket, fordi der skulle graves dybt for at lægge en afløbsledning. Arbejdet er nu overstået, og lukningen bliver derfor ophævet.

Glade fodboldfans og naboer til Odense Stadion skal ikke være nervøse for adgangsforholdene, når OB søndag den 19. juli spiller den første kamp på hjemmebane i den nye superligasæson – mod Hobro.

Den midlertidige lukning af den sydlige ende af Højstrupvej og Richard Møller Nielsens Plads bliver nemlig ophævet fra fredag den 10. juli klokken 13.00.

Lukningen har været nødvendig, fordi Vandcenter Syd skulle grave meget dybt – op til seks meter i dybden – for at lægge en ny afløbsledning. Derfor har det være nødvendigt at føre tung trafik som biler og lastbiler udenom, så der ikke opstod risiko for sammenstyrtninger.


Ensretning på Stadionvej også ophævet

I sidste uge blev ensretningen og den store trafikafmærkning med gule striber, bomme og betonklodser på Stadionvej også ophævet, fordi den ikke længere er nødvendig i forhold til karakteren af det gravearbejde, der fortsat mangler på Stadionvej.

Dermed er området ved at nærme sig en trafiktilstand, der minder om den normale.

Odense Letbane P/S gør dog opmærksom på, at der fortsat skal graves lokalt på strækningen for at flytte forsyningsledninger forud for letbanebyggeriet. Der vil derfor fortsat forekomme lokale trafikafmærkninger i gade og fortov.

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse