Forsyningsselskaber skal snart flytte rør og kabler på Højstrupvej
14. januar 2016
Det er efterhånden noget tid siden, at det sidste hul blev lukket på Stadionvej. Nu er turen så kommet til naboerne på Højstrupvej, hvor der skal flyttes forsyningsledninger for at gøre vejen klar til letbanen.
Snart begynder arbejdet med at gøre Højstrupvej klar til letbanen. De lokale forsyningsselskaber skal flytte rør og ledninger i jorden, da de ikke må ligge under letbanens kommende spor.
Gravearbejdet begynder på den sydlige del af Højstrupvej, på strækningen mellem Møllemarksvej og Richard Møller Nielsens Plads. Det afhænger dog af vintervejret, hvornår forsyningsselskaberne kan gå i gang med at grave.
Arbejdet forventes ikke at have den store påvirkning på denne del af Højstrupvej. Trafikken vil som udgangspunkt blive opretholdt i begge retninger.
Der kan dog undervejs komme ændringer, så som midlertidige lukning af vejbanen. Det kan for eksempel være i forbindelse med, at det er nødvendigt at grave på tværs af vejbanen for at omlægge en forsyningsledning.
Kom til infomøde om forberedende arbejde på Højstrupvej
Under gravearbejdet vil beboerne på strækningen altid have adgang til og fra boligen. Renovation vil også fungere som normalt. Og som cyklist eller fodgænger er der altid adgang.
Det indledende arbejde med at flytte forsyningsledninger forventes at vare frem til og med marts. Herefter fortsætter arbejdet videre ad Højstrupvej på strækningen mellem Møllemarksvej og Rismarksvej.
Følg med i arbejdet og tilmeld dig nyhedsbrev for Højstrupvej
I denne fase, fra april, vil gravearbejdet komme til at påvirke trafikken mere, og den nordvestlige del af Højstrupvej vil blive spærret for gennemkørende trafik. Ærindekørsel vil dog fortsat være tilladt i den ene køreretning.
Først senere bliver selve letbanen med skinner, stationer og så videre bygget.