Forstå letbanens udbudsproces på fem minutter
17. juni 2016
Udbuddene på Odense Letbane er i fuld gang. Senest har deltagerne i de to største udbud afgivet deres første bud på en pris. Forude venter et år med forhandlinger og tilpasninger. Her kan du få et overblik over, hvordan den samlede udbudsproces foregår.
I 2012 blev der lagt et budget, som lægger rammen for, hvor meget letbanen i Odense må koste. Odense Letbane P/S har fået 3 milliarder kroner af Odense Kommune, staten og Region Syddanmark til at anlægge en letbane i Odense.
Budgettet på tre milliarder kroner er blandt andet baseret på, hvad det har kostet at bygge letbaner andre steder.
De store udenlandske bydere er nu kommet med deres første bud på en pris for at løse de to største opgaver, letbanevogne og transportsystem. Det næste år skal der forhandles om både pris, kvalitet og tekniske detaljer.
Bydernes priser er høje - men der kan være penge at spare
Stort forarbejde inden fire store udbud
Udbudsprocessen tager tid, og den bygger på et stort og gennemarbejdet udbudsmateriale, som er lavet på basis af flere års projektering. Det omfattende udbudsmateriale er nødvendigt, fordi deltagerne i udbuddet skal vide, hvad det er, de byder på.
Ligesom der ikke er to byer, der er ens, er der heller ikke to letbaneprojekter, som er ens. Odense skal have netop den letbane, der passer til byen.
Udbudsmaterialet indeholder derfor både en lang række tekniske krav og specifikationer samt en beskrivelse af stationer og linjeføring samt de fysiske forhold og arbejdsarealer i Odenses gader.
Overordnet set er Odense Letbane delt op i fire store udbud:
- Letbanevognene – altså de egentlige letbanetog, som vi i huset kalder ”Rolling Stock”.
- Transportsystemet – som dækker over skinner, master, køreledninger, stationer og vedligeholdelsescenter.
- Anlægsarbejde – som vi kalder ”Civil Works”, og som handler om nye vejbaner, cykelstier, fortove og byrum rundt om letbanen.
- Drift og vedligeholdelse – som handler om hvem, der skal stå for letbanen, når vi er færdige med at anlægge den.
Letbanevogne og transportsystem
De to første (og største) udbud, letbanevogne og transportsystem, kører sideløbende og er i gang. Her deltager i alt ni virksomheder og konsortier, som netop har indsendt deres første bud på en pris for at løse opgaverne – på baggrund af udbudsmaterialet.
De første bud på en pris i denne udbudsform ligger normalt højt – fordi byderne ønsker at have noget at give af under forhandlingerne, og fordi de ikke ønsker at afsløre sig selv over for hinanden.
De ni virksomheder og konsortier, der byder på letbanevogne og transportsystem
Forude venter et helt år med forhandlinger om priserne samt om forskellige tilpasninger, hvor Odense Letbane P/S i samarbejde med byderne skal finde de bedste løsninger for de konkrete opgaver. Undervejs vil der blive givet nye bud, inden deltagerne i udbuddet skal komme med deres sidste og bedste bud i løbet af 2017.
De forskellige bud undervejs i processen vil være omgærdet af tavshedspligt i henhold til udbudsloven. Kun den endelige pris vil blive offentliggjort.
Denne langstrakte udbudsform med forhandling er almindelig inden for store byggeprojekter. Formålet er at skabe optimal konkurrence mellem byderne, så man som bygherre i sidste ende kan opnå det bedste projekt til den bedste pris.
Anlægsarbejdet
Det tredje udbud, omkring anlægsarbejdet, er delt op i syv mindre udbud, der dækker syv forskellige strækninger gennem byen. Her er i alt 10 entreprenør-virksomheder blevet udvalgt til at deltage i udbuddene, der bliver afgjort løbende frem til 2018.
Ud over de syv anlægsudbud bliver en række mindre entrepriser også udbudt. De handler om kantsten til letbanen, beplantning langs letbanen samt en såkaldt slidlagsentreprise, som indeholder det sidste lag asfalt og finish gennem byen.
Danske virksomheder skal bane vejen for Odense Letbane
Drift og vedligeholdelse
Endelig er der det fjerde udbud, omkring drift og vedligeholdelse. Her skal der findes en operatør af letbanen, når letbanen er bygget færdig. Udbuddet bliver først afgjort i 2019.
Ligesom det er sket med de øvrige udbud, begynder udbudsprocessen med, at en række virksomheder vil blive ”prækvalificeret”, det vil sige godkendt.
Dem, der gerne vil deltage i udbuddet, skal på forhånd melde deres interesse. Så vil Odense Letbane P/S udpege de virksomheder, som på baggrund af forskellige kriterier får lov til at deltage i selve udbuddet.
Hvornår kender vi den endelige pris?
Den præcise endelige pris, den præcise endelige udgave af letbanen og de præcise endelige forhold, hvorunder letbanen skal bygges, kendes først, når letbanen er færdigbygget. De tre forhold hænger tæt sammen under udbudsforhandlingerne.
Men i løbet af 2017 får vi en god indikation på den endelige pris for det samlede letbaneprojekt. Det sker, når de to største udbud på letbanevogne og transportsystem, bliver afgjort.
Målet i det kommende års forhandlinger med byderne på disse to udbud er at presse priserne ned gennem forhandlinger og tilpasninger af projektet. Ved andre store bygge-/anlægsprojekter er priserne i løbet af denne proces typisk faldet med 20-40 procent.
Hvordan bliver letbanen bygget?