Byudvikling

Før og nu-billeder: Se hvordan letbanen er ved at forandre Odense

17. juni 2019

 

Letbanen kommer til at forandre byen. Langs hele letbanens rute er de eksisterende vejforløb blevet justeret, så der kan blive plads til det otte meter brede letbanespor samt letbanens 26 stationer.

Der er endnu et stykke vej, før man kan se det færdige resultat. Men konturerne begynder at vise sig flere steder i byen.

 

Zoom ind på nye detaljer på populært fremtidskort

 

Mest tydeligt er det på den sydlige del af letbanestrækningen, hvor sporarbejdet er nået længst. Altså på Ørbækvej, ned gennem Campus-området og i Hjallese.

Her kan man flere steder se letbaneskinnerne – i forskellige stadier af skinnelægningen. Ligesom der også er begyndt at komme master op til kørestrøm.

Herunder kan du se nogle sammenligninger mellem billeder fra 2015-2016, inden letbanearbejdet gik i gang, og i dag, hvor arbejdet er i fuld gang.

 

Ørbækvej – fotoretning mod nord

Ud for Rosengårdcentret er der nu lagt skinner. Lidt længere oppe ad Ørbækvej, hvor dette billede er taget, er sporet blevet forberedt til, at der kan blive støbt betonfundament til skinnerne. Der er også sat master til kørestrøm op. Inden da er vejbaner og cykelstierne blevet nyanlagt, så de ligger nogle meter længere mod øst end tidligere. Det har skabt plads til, at det 8 meter brede letbanespor kan blive anlagt på den vestlige vejside. Før anlægsarbejdet har de lokale forsyningsselskaber omlagt deres rør og kabler på strækningen. Blandt andet har VandCenter Syd lavet en meget omfattende klimasikring, hvor en ny og kæmpestor regnvandsledning (2 meter i diameter) er blevet anlagt langs Ørbækvej. I baggrunden kan man se det nye byggeri med boliger og erhvervslejemål på hjørnet af Nyborgvej og Ejbygade. Før-foto: Kennett Krebs

 

Campusvej – fotoretning mod syd

Ved indkørslen til Campusvej er der bygget en helt ny tunnel, som fører cyklister og fodgængere sikkert under den trafikerede Niels Bors Allé. Selve letbanesporet er også i gang med at blive opbygget til venstre i billedet, hvor der skal ligge en letbanestation – samt ned gennem universitetsområdet. Området bliver dog forandret på flere måder. Højhuset ’Campuskollegiet’ er bygget færdigt, og de studerende er rykket ind, ligesom nye byggerier er skudt op. I lighed med andre steder langs letbanestrækningen. Før-foto: Kennett Krebs

 

Hestehaven – fotoretning mod øst

På Hestehaven i Hjallese er skinnerne ved at blive gjort klar til at blive støbt fast. Skinnerne bliver først spændt op oven på betonfundamentet, hvor de bliver svejset sammen, rettet til, isoleret med gummi og påmonteret de skrueankre, som der så bliver støbt beton op omkring – så letbaneskinnerne sidder fast. Senere vil den endelig belægning, som kommer oven på betonen, blive lavet. På Hestehaven vil der langs sporet blive lagt et jordlag med græs mellem skinnerne. Ligesom det er tilfældet på størstedelen af letbanestrækningen. Før-foto: Kennett Krebs

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse