Flyv med letbanen gennem Odense
4. november 2014
Hvordan kommer Odense Letbane præcis til at køre igennem byen? Og hvor skal stationerne ligge?
Det kan godt være svært at forestille sig, når det hele stadig er på tegnebrættet, og det første spadestik ikke er blevet taget endnu. Men nu kan du opleve den kommende letbanerute gennem byen – set i fugleperspektiv hjemme på din computer, på din tablet eller mobiltelefon.
Det er det gratis program, Google Earth, der gør turen mulig. Odense Letbane har fået lavet en 3D-præsentation, der fører seeren hele vejen fra endestationen i nord, Tarup Center, til endestationen i syd, Hjallese Station.
- Jeg synes, at det giver et rigtigt godt overblik. Det gør letbanen meget virkelig, selvom vi ikke er gået i gang med at bygge den endnu. Det er også med til at vise, at letbanens rute er blevet lagt, så den tager hensyn til, hvor der i fremtiden vil være flest odenseanere, der bor eller arbejder, siger Benthe Vestergård, der er kommunikationschef ved Odense Letbane:
- 3D-præsentationen er meget detaljeret. Så man kan blandt andet se, hvilken side af vejen, letbanen kommer til at køre i, samt præcis hvor de 26 stationer kommer til at ligge.
Turen, der er godt 14 kilometer lang, tager i fremtidens letbane cirka tre kvarter. Men i Google Earth er den hurtigt overstået. Det tager nemlig kun fem minutter at komme hele vejen gennem byen, hvor man samtidig undervejs får lidt info om letbanen. Det er også muligt at spole frem og tilbage, hvis man vil være sikker på at få det hele med.
Du finder 3D-præsentationen her.
For at afspille filen, skal du først have Google Earth installeret på din computer, tablet eller telefon. Programmet kan downloades gratis på Google Earths hjemmeside – og det findes også som gratis app til mobile enheder.
Når du har åbnet filen, skal du dobbeltklikke på "Klik her for at tage en tur over Odense Letbane" oppe i menuen til venstre i Google Earth. Så starter præsentationen.
Alternativt kan du opleve turen på denne youtubevideo. Slå undertekster til og sæt opløsning til 720p HD for den fulde oplevelse: