Få overblikket: Sådan bliver letbanens sikkerhed godkendt
28. april 2020
Odense Letbanes testkørsler, som netop er gået i gang på Hestehaven, er første skridt på vejen mod at få godkendt letbanen til drift.
Over det kommende halvandet års tid skal både togleverandøren Stadler, sporentreprenøren Comsa og operatøren Keolis indhente en lang række forskellige godkendelser fra Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen, før Odense Letbane kan slå dørene op for almindelige passagerer.
- De mange godkendelser, der skal være på plads, handler grundlæggende om, at det kan dokumenteres, at sikkerheden på letbanen er opfyldt. At det er fuldt ud forsvarligt at køre med passagerer. Og at det er trygt og sikkert at færdes for den øvrige trafik i byen, forklarer Mogens Niese-Petersen, der er sikkerhedschef hos Odense Letbane.
Nu bliver letbanetoget testet på sporet på Hestehaven
Faktisk er planen, at alle sikkerhedsgodkendelser skal være på plads, inden Keolis skal køre prøvedrift i cirka to måneder forud for åbningen.
Prøvedriften skal derfor primært bruges til at forsikre sig om, at Keolis har sin organisation og procedure på plads til at køre efter fuld køreplan.
Dermed har Keolis mulighed for at korrigere eventuelle uhensigtsmæssigheder i deres procedurer forud for, at man starter den egentlige drift med passagerer.
(Artiklen fortsætter under billedet)
De aktuelle testkørsler på Hestehaven er et vigtigt skridt på vejen mod at få godkendt letbanen til at køre med passagerer.
Togleverandøren Stadler skal indhente to typer af godkendelser på letbanetoget.
Den første er en typegodkendelse, der handler om, at den pågældende letbanemodel overhovedet kan og må anvendes på letbanen i Danmark. Den anden er en såkaldt ibrugtagningstilladelse af det enkelte togsæt. Det svarer til at sætte en nummerplade på køretøjet.
Stadler kører i disse uger i april og maj test på Hestehaven for at kunne få tilladelserne for letbanetoget på plads.
Godkendelsen foregår ved, at en uafhængig instans, en såkaldt assessor, tjekker, at Stadlers dokumentation er fyldestgørende og bekræfter, at toget lever op til kravene for kørsel på infrastrukturen og den gældende lovgivning.
Kampagne skaber opmærksomhed på ny trafikant
Sporentreprenøren Comsa skal parallelt med dette søge om en ibrugtagningstilladelse af hele letbanesystemet.
Comsa er allerede i gang med at teste delsystemer, og herefter skal samspillet mellem de forskellige systemer testes.
Også her skal en uafhængig assessor løbende gennemgå og tjekke, at COMSAs dokumentation er fyldestgørende og tilstrækkelig.
Som den sidste skal COMSA gennemføre den såkaldte SODT (System Operation Demonstration Test) for at kunne bevise, at systemet er fuldt ud funktionsdygtigt. Og at det er muligt at køre en fuld køreplan med op til 14 tog samtidig, dog naturligvis uden passagerer.
Se letbanen i øjenene: Dette skal du især være opmærksom på
Endelig skal operatøren Keolis også indhente en række godkendelser for at kunne få lov at køre med passagerer.
Blandt andet skal de have godkendt deres sikkerhedsledelses-system. Det er en række beskrivelser af, hvordan Keolis som operatør og infrastrukturforvalter vil håndtere sikkerheden under driften - både den daglige sikkerhed og i nødsituationer.
Keolis skal desuden have en licens som operatør og en godkendt uddannelse til deres letbaneførere.
Derudover skal Keolis udarbejde trafikale regler for letbanen. Det kan for eksempel handle om, med hvilken hastighed en letbane må køre igennem en station. Og så skal Keolis udarbejde tekniske sikkerhedsregler for arbejder nær letbanen, sådan at der kan udføres et byggeri eller opsættes et stillads på en nabogrund.
Sådan sikrer vi letbanens kvalitet
Med andre ord er der alt i alt tre aktører og mange godkendelser, der skal hentes hjem.
- Det, som er afgørende er, at Stadler, Comsa og Keolis har et godt samarbejde og en fælles forståelse, så det er muligt at overdrage den nødvendige dokumentation mellem parterne. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kræver forståeligt nok, at der er sammenhæng i den samlede sikkerhedsdokumentation, når de udsteder de endelige tilladelser. Det er blandt andet noget af den koordinering, vi hjælper med at sikre i anlægsselskabet Odense Letbane, slutter sikkerhedschef Mogens Niese-Petersen.
Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her