Elektrisk jordforbindelse sikrer byrummet mod strømmen i letbanens køreledninger
10. december 2020
Måske har du tænkt over, hvad der får letbanetogene til at køre og overvejet, om letbanens ledninger over letbanesporerne er farlige?
Odense Letbane kører på strøm, som toget får leveret fra en ledning, der hænger over letbanens spor hele vejen fra Tarup til Hjallese. Strømmen går fra ledningen via togets strømaftager, der sidder på taget af toget og mest af alt ligner et tørrestativ. Derfra går strømmen igennem togets elmotor og ud igennem hjulene og ned i skinnerne. Letbanens skinner er forbundet til jorden langs med letbanen, for at man ikke skal få stød, når man rører ved letbaneskinnerne.
Letbanens køreledninger er ikke farlige - men dette skal du huske
Da letbanens kørestrøm har en spænding på 750 volt jævnstrøm, er det naturligvis livsfarligt at røre ved letbanens kørestrømledning. Derfor er der indbygget en lang række sikkerhedssystemer, der skal forebygge ulykker med kørestrømledningerne. Til sammenligning kører S-togene på 1.500 volt og fjerntogene på 25.000 volt, hvilket betyder, at der er endnu større sikkerhedskrav omkring deres køreledninger end ved en letbane. Strømmen til letbanen leveres fra otte nybyggede transformerstationer, som ligger spredt langs de 14,5 kilometer letbanespor. Her bliver 10.000 volt vekselstrøm transformeret til 750 volt jævnstrøm.
Et af letbanens sikkerhedssystemer er elektrisk jording af alle genstande tæt på letbanen. Jordingen foretages i praksis ved, at bygninger, cykelstativer, bænke, lysmaster og andre genstande nær letbanen får monteret en tyk ledning, der forbindes til skinnerne og dermed sikrer, at genstanden har kontakt til jorden ligesom letbaneskinnerne.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Jordingen sikrer, at en nedrevet eller knækket kørestrømledning ikke kan sende strøm igennem genstanden, hvis ledningen rammer den. Strømmen fra kørestrømledningen vil i stedet kortslutte og sikringen på letbanens kørestrømanlæg sikrer, at kørestrømmen slukker. Hvis jordingsledningen ikke var monteret på genstanden, ville der være en risiko for, at der kom 750 volt i en bænk, et cykelstativ eller en bygning, hvis en nedfalden kørestrømsledning ramte en af disse ting.
Langs med letbanen er der mange genstande og bygninger, der skal jordes for at sikkerheden ikke sættes over styr. Arbejdet med jording er særligt stort i de områder, hvor letbanen kører tæt på bygninger for eksempel ved Nyt OUH, SDU og igennem den tidligere Thomas B. Thriges Gade.
Følg letbanearbejdet - tilmeld dig letbanens nyhedsbrev her