Trafik

Efter påske begynder arbejdet med at gøre Højstrupvej klar til letbanen

17. marts 2016

 

Om nogle år skal Odense Letbane køre ad Højstrupvej. Inden arbejdet med at bygge letbanen kan gå i gang, skal forsyningsselskaberne dog bane vej ved at flytte deres rør og kabler i jorden. Tirsdag 29. marts begynder de såkaldte ledningsomlægninger derfor. Det får også betydning for trafikken i området.

 

Når de lokale forsyningsselskaber går i gang med gravearbejdet tirsdag 29. marts, bliver Højstrupvej ensrettet på stykket mellem Uffesvej og rundkørslen ved Møllemarksvej. Ensretningen vil være i retning fra Rismarksvej mod Møllemarksvej.

 

Samtidig vil Vandcenter Syd grave på afmærkede steder på strækningen mellem Rismarksvej og Uffesvej. Hér er der dog fortsat mulighed for kørsel i begge retninger.

 

Ensretningen af Højstrupvej mellem Uffesvej og Møllemarksvej vil gælde, indtil det er muligt at ophæve den igen.

 

 

 Højspænding på Stadionvej: Nu bliver den stærke strøm lagt om

 

 

- Vi har stor forståelse for, at det kommer til at medføre gener for beboerne langs Højstrupvej samt de bilister, der bruger Højstrupvej som gennemkørsel. Derfor har vi også optimeret i vores planlægning, så ensretningen kun bliver opretholdt i de perioder, hvor det er nødvendigt af hensyn til forsyningsselskabernes gravearbejde, forklarer Lars Scheuer, der er projektchef hos Odense Letbane P/S med ansvar for ledningsomlægninger.

 

Bystævnevej er den primære rute for omkørsel, hvis man kommer fra syd eller øst og skal til Rismarksvej mod Tarup, og der er ensrettet på Højstrupvej.

 

Under arbejdet vil man som beboer altid have adgang til sin bolig, ligesom erhverv har adgang for kunder og varelevering. Og cyklister og fodgængere har altid adgang i begge retninger.

 

 

 Hvordan bliver det grønne Odense Sikret? 

 

 

Bybusserne i området bliver dog påvirket af vejarbejdet. Læs mere om, hvad det betyder for de enkelte busruter på Fynbus’ hjemmeside, fynbus.dk/trafikkeniodense.

 

I forbindelse med arbejdet er det nødvendigt at fælde træer på Højstrupvej. For at sikre et grønt letbanespor gennem Odense, bliver der senere plantet to nye træer for hvert træ, der bliver fældet.

 

Den sydlige del af Højstrupvej, ud for Odense Idrætspark, er også i gang med at blive forberedt til letbanen. Her har vejarbejdet dog ikke haft den store indflydelse på trafikafviklingen, og arbejdet hér forventes at blive afsluttet i løbet af foråret.

 

 

 Ledningsarbejdet er sat på vågeblus i den kolde tid

 

 

Det forberedende vejarbejde på Højstrupvej varer efter planen til december. Umiddelbart derefter begynder det egentlige arbejde med at anlægge letbanen. I første omgang skal der flyttes vejbaner, cykelstier og fortov, så der kan blive lavet et otte meter bredt spor til letbanens skinner.

 

 

undefined

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse