Brugere med særlige behov får inspiration fra letbanen i Bergen
14. februar 2017
Odense Letbanes tilgængelighedsgruppe har for nyligt været på studietur til Bergen. Erfaringer herfra skal bruges i det kommende arbejde med at sikre, at Odense Letbane bliver gjort let tilgængelig for alle grupper.
Letbanen skal være for alle – uanset om man slæber på tunge kufferter, har barnevogn med eller har et fysisk handicap. Derfor har Odense Letbane lavet en tilgængelighedsgruppe med otte repræsentanter fra ældre- og handicapområdet i Odense.
- Odense Letbane vil bestå af velkendte og velafprøvede standardløsninger. Det betyder, at det grundlæggende design som for eksempel togets længde og placering af dørene, længden på perroner samt det tekniske styresystem ligger fast. Men der er stadig mange designmæssige detaljer, der skal på plads – lige fra placering af knapper og piktogrammer til udformning af ledelinjer og opmærksomhedsfelter på perronen. Det er her, vi får stort gavn af input fra vores tilgængelighedsgruppe, siger Benthe Vestergaard, der er kommunikationschef hos Odense Letbane P/S.
Gruppen har for nyligt været på studietur i Bergen i Norge for at høste erfaringer med tilgængelighed i den lokale letbane, Bybanen, som åbnede i 2010. Formålet med turen var at opbygge en solid baggrundsviden hos tilgængelighedsgruppen medlemmer.
Læs mere om Odense Letbanes arbejde med tilgængelighed her
Hanne Hansen er én af dem, der var med i Bergen. Hun bruger både rollator og manuel kørestol og er også aktivt medlem af Ældrerådet i Odense. Hun har brugt studieturen på at få et større indblik i, hvad en letbane er for noget – samt i nogle af de ting, der er vigtige at tage hensyn til i forhold til brugerne.
- Perronerne i Bergen er godt indrettet med ledelinjer og overdækkede opholdssteder, der tager hensyn til de våde vejrforhold. Letbanevognene er grundlæggende meget brugervenlige med velindrettede flexrum, fortæller Hanne Hansen, som dog også oplevede nogle udfordringer:
- Vognene er fint udstyret med ”mertids-knapper” (knapper som holder dørene åbne i længere tid, red.), men deres farve og overflade bør adskille sig fra andre knapper, så synshandicappede kan finde dem. Vi synes også, at letbanen startede og stoppede lidt brat. Det kan give problemer for dårligt gående eller folk i kørestol, fordi der skal være tid til at finde en plads eller komme på plads med kørestolen, inden toget starter. Det er ét af de mange gode opmærksomhedspunkter, vi har fået med hjem fra Bergen.
Snart har 200 europæiske byer en letbane eller sporvogn
Tilgængelighedsgruppen er en gruppe af frivillige, der er fast tilknyttet Odense Letbane i hele anlægsperioden. Gruppen vil løbende blive involveret i test af produkter og løsninger, hvor deres store erfaringer inden for tilgængelighed – og fra Bybanen i Bergen - vil blive sat i spil.
Odense Letbane vil i løbet af det næste halve år finde ud af, hvem de endelige leverandører af letbanevogne og transportsystemer bliver.
Når de er fundet, skal alle de praktiske detaljer fastlægges. Det gælder alt fra små indretningsdetaljer, som hvor holdestænger og stopknapper placeres, til hvordan man gør det muligt for blinde og svagtseende at orientere sig på en letbaneperron.
- Det er svært som blind at kaste sig ud i områder, hvor man ikke er kendt med forholdene, forklarer Keld Nielsen, som er formand for Dansk Blindesamfund på Fyn – og som også var med på turen til Bergen:
- Men jeg tænker, at det bliver til at finde ud af, når man bliver mere kendt med forholdene. Jeg var blandt andet opmærksom på ledelinjerne under besøget i Bergen. Og bortset fra, at de lavet i et andet materiale end det, der normalt anvendes i Danmark, så gik det ok med at finde frem.
Følg letbanearbejdet i Odense - tilmeld dig nyhedsbrevet her