Billeder

Beredskab Fyns nye redningsvogn kan løfte et letbanetog

9. januar 2020

 

Sikkerhed er et stort fokusområde for Odense Letbane. Der er tænkt mange tanker og lagt mange planer for, hvordan ulykker kan undgås. Men uanset hvor usandsynligt det måtte være, er det nødvendigt at forberede sig på det værst tænkelige.

Derfor modtog Beredskab Fyn kort før nytår en splinterny redningsvogn, der er ’sponsoreret’ af Odense Letbane – som en del af letbanens samlede budget.

 

Se indslag på TV 2 Fyn om den nye redningsvogn

 

Bilen er bygget op om en Mercedes Sprinter-varevogn. Den er fyldt med specialudstyr, som kan tænkes at blive nødvendigt, hvis der skulle ske en alvorlig ulykke.

For eksempel en platform, der ikke bare kan gå op i højden, men også kan monteres hjul, som passer på letbanens skinner. Derudover er der særligt stærke donkrafte og nyt materiel til at klippe fastklemte eller indespærrede fri.

- Leverandøren af togene har anbefalet nogle kraftige donkrafte, som beredskabet ikke havde. Derfor har det været vigtigt at anskaffe donkrafte, som kan løfte mere end 60 ton stykket. Som supplement til det er der købt løftepuder, som kan komme ind på smallere steder, forklarer Mikkel Mygenfordt, der er operativ leder hos Beredskab Fyn:

- Ved et uheld med for eksempel en bus, kan der være flere steder på én gang, hvor der er behov for frigørelsesmateriel. Derfor har vi også valgt at øge mængden af dét – og i en kraftig udgave. Det kan klippe i både letbanetoge, busser og lastbiler.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den nye redningsvogn er pakket med specialudstyr. For eksempel to ekstra kraftige donkrafte, som ses nederst på billedet.

 

Ny måling: Markant flere odenseanere bakker op om letbanen

 

Letbanen er indrettet sådan, at der i teorien ikke kan ske ulykker, hvis bare alle altid overholder færdselsloven. Men som det er set andre steder, for eksempel i Aarhus, så er det ikke altid tilfældet, så det er umuligt at undgå ulykker helt.

Heldigvis sker sammenstød mellem letbaner og andre trafikanter som hovedregel ved lav hastighed, og de fører oftest kun til mindre materiel skade.

Derfor er det heller ikke sikkert, at Beredskab Fyns nye redningsvogn nogensinde bliver brugt i forbindelse med letbanen. Men så kan den heldigvis bruges i andre sammenhænge.

- Bilen er indtænkt i beredskabet til Odense Letbane, hvis der skulle ske uheld, men den vil løse opgaver i hele Beredskab Fyns område. For eksempel opgaver inden for frigørelse, løft af tunge køretøjer, højderedningsopgaver eller masse-tilskadekomst, siger Mikkel Mygenfordt, operativ leder hos Beredskab Fyn.

TV 2 Fyn var forbi, da den nye redningsvogn blev præsenteret for offentligheden for nogle dage siden. Du kan se indslaget, hvor Mikkel Mygenfordt viser det nye udstyr frem, her.  

 

Se indslag på TV 2 Fyn om den nye redningsvogn

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse