Trafik

Bedre skiltning skal afhjælpe trafikken på Vesterbro

7. august 2015

 

Nogle bilister er tilsyneladende forvirrede over nye ensretninger på Vestre Stationsvej, Dronningensgade og Vindegade. Derfor laves der nu en række mindre justeringer af skilte og lysregulering.

Trafikanterne i Vesterbro-kvarteret har siden mandag skullet vænne sig til en række nye ensretninger. De er et resultat af arbejdet med at flytte forsyningsledninger på Vestre Stationsvej.

Ensretningerne har skabt forvirring hos nogle bilister. Derfor har Odense Letbane P/S sammen med myndigheden, Odense Kommune, torsdag morgen taget et kig på trafikforholdene og gennemgået skiltningen. Det fører til en række små justeringer, der skal få trafikken til at glide bedre.

- Det er vigtigt at understrege, at der stort set altid opstår forvirring og trængsel, når folk skal vænne sig til ændringer af denne karakter. Mange problemer vil aftage, efterhånden som man lærer de nye regler at kende. Men det er alligevel en løbende opgave at sørge for, at skiltningen er optimal, forklarer Lars Scheuer, der er projektchef med ansvar for ledningsflytninger hos Odense Letbane P/S.


Nye trafiktavler ved Vindegade

Blandt andet er der tilsyneladende mange bilister, der ikke er opmærksomme på, at en del af Vindegade er blevet ensrettet. Det har medført kødannelser i den smalle gade i myldretiden.

- Derfor opsættes nu to store, gule trafiktavler for at varsle, at Vindegade er spærret på en del af strækningen, når man kommer fra Vesterbro. De to tavler bliver stillet op ved krydset Vindegade/Vesterbro samt ved udkørslen til Vindegade fra Føtex’ parkeringsplads, siger Lars Scheuer.


Ændringer på Vestre Stationsvej

Også på Vestre Stationsvej vil der ske justeringer. Den gule trafiktavle, der har stået ud for Nordea, bliver flyttet lidt længere ind mod Banegården.

- Den var blevet placeret, så den desværre var delvist dækket af nogle af træerne i vejsiden. Derfor flytter vi nu tavlen en smule, så vi kan være sikre på, at alle har mulighed for at se den, siger projektchef Lars Scheuer.

Derudover bliver lysreguleringen i krydset Fjordsgade/Vestre Stationsvej justeret. Her har der været tendens til kødannelse, fordi trafikforholdene har ændret sig i forhold til det normale – på grund af ensretningen fra Fjordsgade til Vesterbro.

Endelig bliver der lavet mindre justeringer af forskellige mindre skilte og færdselstavler, blandt andet for at afhjælpe eventuel forvirring i Dronningensgade, hvor ensretningen er blevet vendt, så den følger ensretningen på Vestre Stationsvej, fra vest mod øst.

 

undefined

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse