Politik

Anker Boye opfordrer til sammenhold blandt fynske MF’ere

6. november 2014

 

Anlægsloven om Odense Letbane er netop sendt fra Transportministeriet til behandling i Folketinget den 5. november. Loven er er startskuddet til, at det fysiske arbejde med at anlægge en letbane i Odense kan komme i gang.

Først når lovforslaget er vedtaget, kan Odense Letbane gå i gang med at erhverve de nødvendige arealer. Loven betyder også, at Odense Letbane bliver udskilt som et selvstændigt bygherreselskab med en professionel bestyrelse, ejet af Odense Kommune.

Borgmester Anker Boye (S) opfordrer i et brev sine fynske politiker-kolleger i Folketinget til at stå sammen om at sikre en god og hurtig lovbehandling.

- Odense Letbane har lavet et stort og grundigt forarbejde og er klar til at gå i gang, så snart der kommer grønt lys med lovens vedtagelse, skriver Anker Boye blandt andet og fortsætter:

- Vi er også klar til projektet i Odense Kommune. I øjeblikket er lokalplanen i forbindelse med letbanens optimerede linjeføring i høring. Vi er også godt i gang med at planlægge trafikafviklingen i anlægsfasen. Det bliver både spændende og udfordrende at anlægge 14 kilometer letbanespor gennem byen – og se fremtidens Odense tage form de næste fem år.

Håber på ikrafttrædelse til marts

Når forslaget til en anlægslov er blevet fremsat, går den almindelige lovgivningsproces i gang. Det betyder, at forslaget skal behandles tre gange af Folketinget, inden man går til afstemningen. Ind imellem behandlingerne tager Transportudvalget loven op. Her vil ministeren typisk blive stillet en række opklarende spørgsmål, inden udvalget skriver en såkaldt betænkning.

I alt tager en lovgivningsproces som denne typisk to-fire måneder, og håbet er derfor, at loven kan træde i kraft til marts 2015.

Alle partier i Odense Byråd står bag beslutningen om at bygge en letbane. Også blandt de fynske folketingspolitikere er der støtte til byggeriet, som der blev afsat 1,1 milliard statslige kroner til ved finanslovsforhandlingerne i 2013.

"Lad os komme i gang"

- Jeg vil gerne takke jer fynske folketingspolitikere for jeres opbakning til letbaneprojektet, som i særlig grad vil skubbe på Odenses vision om at udvikle sig fra en stor dansk by til en dansk storby. Letbanen vil binde byens centrum, adskillige bydele og de mange store byudviklingsprojekter tæt sammen, skriver Anker Boye i brevet til de fynske MF’ere:

- Men tidsplanen og økonomien skal holde. Letbanen skal stå færdig i 2020. Derfor skal vi se at komme i gang. Vi håber på, at I vil hjælpe os ved at sikre en god og hurtig behandling i Folketinget, så anlægsloven kan træde i kraft snarest muligt. Vi må sammen tage ansvar for, at landets tredjestørste by får en letbane til tiden og til pengene.

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse